Budapest

Udlængsel og rejseglimt

Jeg elsker at rejse, og min udlængsel slår hurtigt ud – især når jeg kigger på en tom, ikke-udfyldt kalender. Tænk på alle de steder man kan rejse hen på et år. Heldigvis bød 2014 på en række gode rejser, som jeg kan tænke tilbage på. Foråret blev startet med søstertur til Budapest. Den stod på kager, opera, kunst, street art i rigelige mængder og rå og rustikke barer. I forbindelse med mit arbejde kom jeg en smuttur til London – her tilbragte jeg en virkelig god dag sammen med Jonas i Shoredith, hvor vi ved et tilfælde fik gået den bedste rute i Østlondon: Brick Lane bød på indiske lækkerier, Redchurch Street på (mental)shopping i de fineste af de fineste butikker og så var der det hyggeligste morgenmadssted, som serverede lune bagels med kanelsmør. Dem tænker jeg stadig på. Mmm. Sommeren blev tre lange, langsomme uger i Italien med masser af is-spisning, sol-nydning, smuk, smuk natur, lange køreture i en lille Fiat 500 og masser af vin. Året sluttede af med en tur til Finsk Lapland til veninde-gensyn, fest og skitur og hygge.

DSCF0492

✈ Guide til Budapest her.

DSCF0971

✈ Guide til en dag i Shoredith, London her.

DSCF1132

✈ Guide til (nord)Italien og Toscana her.

Imens jeg kigger tilbage, vil jeg også kigge frem, og se hvilke gode rejser, jeg kan komme på i 2015. Hvad med jer? Har I nogle gode rejser i vente?

Budapest i glimt

Budapest består af de to bydele; Buda og Pest adskilt af floden Donau. Hvor Buda er kupreret med bjerge og er fyldt med slotte, borge og ruiner, er Pest ganske fladt, og det er også her byens centrum er placeret. Byen er et mekka for arkitektur- og kunstinteressede, og man kan virkelig svælge i Art Nouveau og nyklassisk stil.

Jeg havde  hjemmefra læst, at Budapest skulle være “Østeuropas Paris”, men sådan vil jeg nu ikke karakterisere byen. Jo vist, byen var storslået med sine pompøse bygniner og fine caféer, men samtidig har byen også en rå side med grafitti og street art, som ekkoede en smule af Berlin. Men der var bestemt også et et typisk østeuropæisk islæt med folklore elementer. Her kommer lidt glimt set igennem min kameralinse og lidt anbefalinger fra de steder, som jeg fandt særligt gode og fine.

Mad og drikke:

Cafe New York:
Cafeen er nomineret til verdens smukkeste café, og det kunne den bestemt også leve op til. Forvent ikke et lille intimt rum, men mere stort, pompøst og glamourøst. Vi fik to kager, og den vildeste varme hvide chokolade, som jeg stadig tænker lidt på. Vi besøgte også Gebeaurd, men den skuffede os noget så fælt, så hvis valget står mellem disse to steder, vil jeg klart anbefale Cafe New York.

Restaurant M:
Den sidste aften fandt vi den hyggeligste lille restaurant indrettet rustikt, simpelt og finurligt med naive tegninger på væggene som dekoration. Maden er en fusion mellem det klassisk ungariske og det franske.

 

Gelarto Rosa:
Da solen tittede frem mente vi, at det var på sin plads med en is. Hos Gerlarto Rosa former de isen som en blomst!

Jack’s burger:
En aften fik vi en akut trant til burgersnask og salte fritter, og heldigvis kunne Jack’s Burger i allerhøjeste grad hjælpe os. Super service, og virkelig, virkelig god burger.

Onyx:
Mæng dig med mænd i jakkesæt og kvinder i det stiveste puds på Michelin restauranten Onyx og få dig en spise-oplevelse ud over det sædvanlige. Vi besøgte stedet til frokost og spiste os igennem tre retter, som var ud over det sædvanlige.

Barer og natteliv:

Budapest er byen for rå og vilde barer, og især om sommeren kan man finde et væld af gamle ruinbarer, som ligger klemt imellem bygningerne. Generelt vil jeg anbefale gaderne Dob Utca og Kiraly og vejene i mellem, men jeg er sikker på, at der er mange andre områder at gå på opdagelse i.

Szimpla:
Hæng ud med Budapests coolcats på denne intermistiske bar, som på trods af sine tre etager virkede hyggelig og intim.

Cafe Bobek:
Igen en bar i rå stil. Væggene var tapeseret med gamle filmplakater, og der var en hyggelig gårdhave.

Kunst og kultur:

Er man interesseret i klassisk og moderne kunst samt arkitektur skuffer Budapest bestemt ikke. Byen har et væld af museer, og der er flere gåture man kan tage rundt i byen for at beundre de mange, smukke bygninger.

Ludwig Museum of Contemporary Art: 
Hvis man er til samtidskunst skal man besøge det lidt afsides liggende Museum Ludvig.

 

Opera:
Når man besøger Budapest er det næsten en skam ikke at besøge operaen. Min søster og jeg gav knap 100 kr og vi fik nogle fantastiske balkonpladser til forrestillingen Tosca.

Spa:

Budapest er arnestedet for thermalbade og spa. Vi besøgte Gellert Badet, men det var noget en turistfælde med dårlig service og skidt i hjørnene, men bygningen er smuk, smuk, smuk, og den alene retfærdigør næsten et besøg. Jeg tror, at næste gang vil jeg besøge et af de mindre spasteder.

Parkliv:

Solen viste sig fra sin bedste side på vores sidste dag, så vi besøgte Heltepladsen og parken bagved. Det var en hyggelig gåtur, som varmt kan anbefales. Det er meget eventyrligt og piktorisk.

Shopping:

Shopping blev der ikke meget af for vores vedkommende. Hvis man er til high-end mærker som Max Mara, Louis Vuitton og alle de andre dyre drenge, så er det på Andrassy, det foregår. Vi besøgte dog en enkelt butik, Madison, som fristede med et eksklusivt udvalg af lukuriøse parfumer og andre velduftende herligheder. Men ellers kan jeg altid anbefale et smut i Rossmann, som lå spredt rundt omkring i byen. Her kan man købe dagligdagsskønhedsprodukter til en reduceret pris i forhold til herhjemme. Yderligere fandt jeg en række Humana-genbrugsbutikker, men jeg havde desværre ikke loppe-heldet med mig.

Dette var blot et mindre udpluk med lidt rejsetips til Budapest. Jeg vil mest af alt anbefale, at man tager sine gode travesko på, og ellers besøge de forskellige bydele. Man kan ganske nemt tage sporvognene, og ellers kan en tur med metroen også anbefales – især M1, som er originalt bevaret og ganske fin.

 

 

Turen går til… Budapest

Denne arbejdsuge er ganske kort for mig, for fra i morgen står den på rejseri. Min søster og jeg tager et smut til Budapest, og jeg glæder mig. Vi har booket os ind på det vældigt imponerende hotel Queen’s Court and Residence, og jeg tror, at Budapest vil byde på svulstige prægtige bygninger, storladen historie, ditto kultur og smukke udsigter. Vejrudsigten lover regn, men med en nyindkøbt taskeparaply til formålet, så skal det ikke slå os ud af kurs. Vi skal spise fine konditorkager, gå på museer og gallerier, i termalbade og besøge markeder. Min søster og jeg har ofte været ude at rejse sammen, men det er efterhånden alt for lang tid siden, at den har stået på søstertur. Jeg.Glæder.Mig.

Da jeg aldrig har været i Budapest, tages rejsetips  imod med kyshånd!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...