Film

Til kamp mod regnen

DSCF4704

DSCF4711

Når nu foråret ikke viser sig fra sin allerbedste side (men det gør det helt sikkert til næste weekend..!) gælder det om at putte sig indendøre og hygge igennem. Herhjemme gør vi det med en god serie fra netflix. Vi er netop blevet færdige med Breaking Bad, der med sit farverige persongalleri sørgede for at levere spændning og et vanvittigt plot. Skal det være mindre spændende og mere hyggeligt, så slår vi over på Modern Family, der altid garanterer høje grin. Og så følger vi troligt med hver mandag aften, når nye hovedpersoner bliver slået ihjel i Game of Thrones. (Jeg kan snart ikke holde det ud! Kan det ikke snart gå godt for Sansa?)

Forleden bagte jeg et æblebrød, som smager fantastisk med en kop Pukka the til. Her får I min opskrift, som er freestylet ud fra denne opskrift:

  • 3 æbler
  • 3 æg
  • 200g yoghurt
  • 1 dl mandelmel
  • 1 dl kokosfibermel
  • 1 dl kokossukker (jeg havde ikke noget, så jeg brugte almindeligt sukker)
  • 2 spsk kanel

Gem 1/2 æble, men skær ellers resten i tern. Bland æbleternene med kanel. Pisk æg, sukker og yoghurt sammen. Kom æblestykkerne vendt i kanel i sammen med og tilføj mandelmelet samt kokosfibermelet. Hæld i en brødform foret med bagepapir og pynt med det sidste 1/2 æble skåret i skiver. Drys med sukker og lidt mere kanel. Bag ca. 60 minutter ved 170 grader.

Da der ikke er fedtstof i kagen, kan man ligesom med en øl-kage med fordel spise en skive med et tyndt lag smør eller peanutbutter.

 

Film: The Grand Budapest Hotel

I Wes Andersons smukke, smukke lille filmperle The Grand Budapest Hotel kan man få lov til at forsvinde og fordybe sig i en gribende historie, formidlet på aller flotteste vis med et sandt festvyrvækeri af klassiske Wes Anderson filmiske virkemidler; såsom et meget teatralsk scene set-up, panoreringer og smukke kostumer. Den er – som mange andre af hans film – finurlig, og vi præsenteres for en herligt persongalleri, som bærer hele filmens plot og fortælling.

Filmens hovedkarakter er hotelportneren, Gustave H. hvis baggrund man ikke kender til, der tager lobbydrengen Zero under sine vinger, og lærer ham op. Gustave H. er en kompleks karakter – på den ene side fjollet, som han hele tiden bryder ud i at citere digte på de mest ubejlighe tidspunkter, hans excentriske vaner – eksempelvis hans forbrug af parfume, men samtidig er han loyal, ærbar og særdeles mandhaftig. Selv hans seksuelle orientering er kompleks. Karakterne i filmen har så meget dybde, at filmen aldrig bliver for flad og historien for tynd. Deres drømme, håb og ambitioner driver dem frem, og dermed også plottet i filmen frem.

Det er egentlig en rammefortælling, inde i en rammefortælling. Vi præsenteres for en ung kvinde, der i nutiden læser en afdøds forfatter bog, som han skrev i 60’erne, om nogle begivenheder der foregik i slut 30’erne lige inden Anden Verdenskrig. Selvom det lyder forvirrende, så er det det ikke. Tværtimod medfører dette, at Wes Anderson kan vise, hvordan tiden går, og små (visuelle) historiske glimt på aller fineste, diskrete, men alligevel effektfulde vis. Det er utroligt, hvordan et hotels indretning kan sige så meget om dets kultur og samtid.

Derfor er filmens egentlige og primære historie i min optik, ikke det fine eventyr om hotelportneren Gustave H.’s fejlmæssige framming for mordet af hans elskerinde. Derimod handler filmen om, hvilken skæbne der er overgået det hedengangne kulturelt svulstige Østeuropa efter Anden Verdenskrig og sidenhen Jerntæppet. På den måde formår filmen både at fortælle en sød, lille historie, men samtidig at brede sig ud og fortælle den noget større historiske fortælling.

Det var sand nydelse at få lov til at forsvinde ind i et smukt, lukket magisk univers – men samtidig formår Wes Anderson at undgå det romantiske banale ved netop at kunne gribe karakterne og tidsåndens dybde. Et lille, storslået, mesterværk.

 

Film: Inside Llewyn Davis

I filmen Inside Llewyn Davis følger vi i en uge i 1961 i Green Village, New York den unge folk-musiker Llewyn Davis, og de strabadser han må gennemgå; Han har ingen penge, intet sted at bo, han har gjort en vens kæreste gravid, hans far er dement, hans musikmakker har begået selvmord, og han mister sine venners kat i New York. Filmen er inspireret af en faktisk musiker, Dave Van Ronk, som aldrig rigtig slog igennem, men som Bob Dylan så som sin inspirationskilde.

På én og samme tid er der en romantisme omkring den generiske unge håbefulde musiker, som Davis repræsenterer, men samtidig er Davis’ karakter også så fuld af selvmedlidenhed og selvoptagethed, at han er svær at holde af (på trods af de strabadser han gennemgår). Men alligevel, så sidder man alligevel og håber på, at det vil gå ham bare lidt bedre.

Filmens styrke – og egentlige budskab – er i de forskellige lettere karikerede karakterer, såsom den hidsige knocked-up veninde, en vanvittig jazz-musiker spillet fantastisk af John Goodman og et ældre, velhavende, intellektuelt par, som huser Davis for at få lidt etos-lån fra en ung, håbefuld folk-musiker. Jeg ser også skæbne, held og uheld som en gennemgående tematik i filmen – eksempelvis slutter filmen med en kort glimpt af ung, krølhåret musiker – Bob Dylan, som sidder på netop samme bar, som Davis har spillet på gentagne gange uden at få succes. Hvorimod Bob Dylans skæbne – den kender vi.

Det visuelle udtryk er grå/brunt, meget douchet og støvet, og er med til at give filmen en helt særlig stemning – en blandning af romantisk nysgerrighed omkring tidsånden og “de arme” folk-musikere samt en sløvhed og håbløshed.

Hvis I vil læse mere om kostumevalget for filmen, så læs her et interview med kostumedesigner Mary Zophres og her et interview med Coen brødrene om at caste den rigtige skuespiller,

S.Ø.N.D.A.G

Glædelig søndag. I dag vågnede jeg dejligt tidligt til en fin morgenblå himmel. Jeg har haft en lidt hård uge med et stramt program, så weekenden har været meget stille og rolig. Der er blevet sovet igennem, vi har spist stille og rolig morgenmad, imens P1 har kørt i baggrunden, og nu sidder vi i sofaen, hvor den skal stå på fodnusning og avislæsning. Jeg bliver i nattøjet lidt endnu, inden jeg hopper afsted til tiltrægt fitness, og derefter står resten af dagen frit for. Ah, søndagsstemning!

Film: Her

Jeg var i biografen i fredags. For at se Her, og jeg må sige, at jeg slugte filmen slog benene væk under mig. Filmen er vanvittig smuk, rolig og behandler de helt store emner, så jeg konstant sad med en klump i halsen og kuldegysninger.

Filmen foregår i en ikke så fjern fremtid i Los Angeles og handler om den unge tekstforfatter Theodore Twombly, som netop har gennemgået et brud med hans kone, og han er dermed i et følelsesmæssigt sort hul. Han installerer et nyt operativ styresystem til sin computer. Et operativ system med kunstig intelligens, der kan udvikle og tilpasse sig sine omgivelser. Og således mødes han med Samantha. Ganske hurtigt begynder han og Samantha at få følelser for hinanden, og de udvikler et kærlighedsforhold.

Det er således en yderst konceptuel film, hvor faren kunne være, at når man først har fået fortalt plottet, så er der ikke mere at gå på opdagelse i – mere at erkende. Men dette sker ikke i Her, for filmen rummer så mange lag, og bliver ikke en klassisk sci-fi film i enten en utopisk eller dystopisk optik. Her tager fat på mange tematikker, eksempelvis ægte følelser kontra konstruerede følelser – for er Samantha blot programmeret til at imitere følelser, eller er hendes programmering så veludviklet, at hun kun udvikle sig ud over egen formåen? Samantha udtrykker nemlig selv, hvordan hun formår at overskride hendes eget – og computere i al almindelighed – erkendelsesteoretiske udgangspunkt, nemlig rationalismen og dermed erkende via følelser. Et gennemgående tema i filmen er således udvikling – både teknologiens udvikling mod mere og mere udviskede og intergrerede interfaces, men også hvordan udvikling både er det, der gør et parforhold stærkt men også sætter det på prøve. Således udvikler Theordore sig sideløbende med Samantha, og begges udvikling er rørende at være vidne til.

Filmen er en samtalefilm, hvor samtaler mellem de forskellige aktører i filmen er centralt. Men samtidig er det en pointe, hvordan Theodores tidligere ægteskab gik i stykker på grund af hans manglende evne til at italesætte sine følelser. Paradoksalt nok imens han samtidig er ansat på et bureau, hvor han skal forfatte andre menneskers (kærligheds)breve. Det viser sig dog, at Theodore har ganske nemt ved at italesætte store og komplekse følelser for Samantha – og ironisk nok er det kun via sproget, at han kan interagere med hende. Sproget er interfacet til Samantha. Hvis man samtidig anlægger et socialkonstruktivistisk syn, hvor  virkeligheden skabes via sproget, kan man dermed godtgøre Samanthas følelser og deres forhold som værende ægte.

Filmen er både smuk i sine store emner, men visuelt er filmen også en enorm nydelse med kostumer, der minder om en COS-kampagne (og vi ser mænd i utroligt højtaljede bukser). Dertil kommer det, at Her er noget så flot med en farvepalette, der mimierer David Hockneys brændte, falmede pasteller, med enormt smukke og haptiske billeder, der netop understøtter filmens tematik om kropslighed. Når et støvkorn så smukt flyver i solens stråler, og man får lyst til at gribe ud efter dem, eller når man misser med øjnene, da Theodore ligger på stranden, og man kan mærke solen og strandsandets varme, så understreger det netop, at vi sidder i én dimension, i én verden, Samantha i en anden, og Theodore i en tredie – men de ting han gennemlever, dem kan vi også selv mærke og føle.

Her er ikke en sci-fi film. Det er en vaskeægte kærlighedsfilm, og så endda en smuk en af slagsen.

 

Lately…

Siden sidst har jeg…

Købt en ordentlig bunke blomster. Forår kom hid!

Og nydt byens bedste fastelavnsboller med hindbær og creme (fra Sallings bageri). De er store og gode og går godt i spænd sammen med et afsnit af Gossip Girl på Netflix eller magasinlæsning, kan jeg fortælle.

Jeg har købt en fin, dueblå neglelak til den nette sum af 20 kr.

Og jeg synes, at lyseblå og brun er fine farver sammen.

Jeg har været i København, hvor Jonas og jeg blandt andet hængte ud med disse to cool cats til rødvin, snacks og snak.

Og jeg har haft langsom søndag med en lang, lang gåtur i Aarhus’ gader, der endte med frokst på Emmery’s.

Og jeg har gemt mig i briografets mørke hos Øst for Paradis et par gange. Hver mandag kører de fransk mandag med franske film, senest har jeg set Fortiden – en nervepirrende familiedrama om skyld, uskyld og lysten til at ville gøre det rigtige, selvom det kan være svært. Derudover har den persiske film This is not a Film om en filminstruktørs håndtering af forbudet mod at lave film, også givet mig stof til eftertanke.

Denne vinter har været lidt hård – jeg har haft travlt med at rydde op i nogle ting, men jeg har netop afsluttet et kapitel i mit liv, og jeg kan mærke, at det giver overskud på kontoen til at nyde og opsøge de små ting i hverdagen igen. Sammen med fuglenes pippen og solens komme tyder alt på et skønt, skønt forår.

Hvad har I lavet her på det seneste, som har givet jer overskud?

Film: Frances Ha


For noget tid siden var jeg i Øst for Paradis med tre af de bedste. Vi så den charmerende film Frances Ha, som handler om Frances på 27, der lettere forvirret løber New York og Paris’ gader tynde for at finde en plads her i livet – placeret i et underligt limbo mellem singletilværslen, kæresterier, veninder, fester og arbejde, og alt hvad det indebærer af tvivl på sig selv og egen identitet, sine næmreste og det forhold man har til dem. Det er sød og rørende film, som efterlod mig med et lille smil på læben med en lovning på, at så længe man træffer gode valg for sig selv, så skal alt nok gå i den sidste ende. Og nogle gange er det lige præcis dét, man har brug for at høre. Filmen sluttede til noget danseabelt musik, og vi fire piger gik fra salen, imens vi viste vores flashdance-dansemoves. Jeg vil gå så langt som at sige, at alle kvinder i sluttyverne bør se Frances Ha.

One year ago: July 2012

SLOW SUNDAY

Hermed en perfekt langsom søndag i billeder.

Jeg tullede rundt.

Og tog boller ud af ovnen.

Jeg hørte P1.

Jeg kiggede ud af vinduet. Det regnede.

Da det stoppede med at regne, skinnede solen. Og der var en orange lysplamage på hemsen.

Så jeg tog løbeskoene på og løb en tur.

og da jeg kom hjem gik jeg i bad.

Vi gik en tur, og der var blå himmel.

Jeg spiste frokost på Fredes flyvende tallerken sammen med Jonas og hans søster Mie.

Vi gik hjem.

Og jeg så, at solen var på vej ned.

Vi fik kage til eftermiddagskaffen.

Og da det blev aften, så vi film.

ONE YEAR AGO

Lige lidt forsinket, men sidste års oktobermåned så sådan her ud:

Der var efterårsblade og kaffe på Sigfreds kaffebar.

Jeg havde en blomstret vintageskjorte på.

Jeg var på besøg i Cupcakefabrikken.

Min yngste nevø fyldte år, og min ældste nevø hoppede på trampolin. (jeg bliver altid glad af at se på det her billede)


Jeg fik min iPhone, og det var kærlighed ved første blik.


Jeg så film.


Jeg tog en bid af italien.

Jeg hilste på Boy og havde blå, glitterende negle.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...