Sam, som i Samantha, blogger om god musik, pæne kjoler, og finurlig, farverig hverdag på Tambourine Sam.

Hvad er du for én?

– Jeg er Sam – fjollet, forvirret og musikglad pandehårspige fra Nørrebro, som blogger med farveblyanter og tamburinslag mellem linjerne. Jeg arbejder på et pladeselskab og studerer ord og design på kandidatniveau – som regel med røde kinder, farvede negle og glimmerbelagt iPhone on the run.

Hvordan hylder du foråret velkomment?

– Jeg tager mit kamera med i den blå cykelkurv og spurter imellem koncerter, spontane sammenskudmiddage og kaffeaftaler når jeg har fri. Dét som foråret kan er at gøre folk impulsive og glade i hele kajen så det smitter! Jeg laver også playlister med solskinssange og sender dem rundt på nettet, køber blomster og bruger lidt ekstra smileys i mine SMS-beskeder. Dét kan jeg virkelig godt lide.

 Hvilke bøger læser du?

– Desværre mest skolebøger lige nu, fordi jeg har to eksamener lige om hjørnet.

Hvad skal du bruge sommeren til?

– Cykelture, blondesokker, rosévin, sodavandsis, loppemarkeder, rulleskøjter og gårdfester. Jeg skal også på en masse festivaler, både med kolleger og venner, og lige nu pønser jeg på en rigtig klassisk badeferie med solskoldninger, bøger, farverige drinks, sejlbåde, min nye prikkede badedragt og alt hvad det ellers indebærer.

Hvad skal være dit soundtrack til sommer?

– Jeg laver mange playlister på Spotify, og den sommerliste jeg er i gang med lige nu lyder af bare tæer på græsplænen, vin i plasticglas, piger med solbriller og drenge der spiller bordtennis, med blandt andet The Drums, Paul Simon, The Smiths, Girls, Smith Westerns, Belle & Sebastian og Blondie:

Bare tæer på græs, vin i plasticglas, solbrille-piger og bordtennis-drenge.

 Hvad skal du drikke til sommer?

– Ginger Ale. Både med, og uden rom. Og rosévin! Altid. Og når/hvis det skal være sobert(?) er jeg også begyndt at lære at drikke danskvand. Dét er sådan en rigtig voksenting i min verden.

Hvor skal man købe kjoler i København?

– Jeg køber faktisk mest kjoler i H&M, hvis det skal være i en fysisk butik, men ellers foregår min shopping meget online. Man kan få så meget fint og unikt på bl.a. Dorothyperkins.com til billige penge og i god kvalitet. Jeg har faktisk skrevet en lille guide til kjole-shopping online her.

 Hvor skal man høre musik i København?

– Hvis man kan komme til det, skal man tage i Koncerthuset. Det er en helt fantastisk oplevelse! Men ellers Lille Vega eller Loppen på Christiania. Jeg mister hurtigt koncentrationen til de store koncerter, fordi det bliver rigtig upersonligt.

I forbindelse med sommerens festivaler plejer der også altid at dukke et eller andet godt, billigt og nogen gange gratis op rundt omkring i byen – fx på Ideal Bar, Nørrebros Bryghus eller Huset i Magstræde.

 Hvor skal man drikke sin kaffe, hvis man gerne vil mærke solen på sine kinder i København?

– Selvom det er blevet lidt hipster-fy-fy må jeg sige, at jeg er kæmpefan af det nye brede fortorv på Dronning Louises Bro. Der er masser af plads, læ og sol til langt ud på aftenen, der er musik og man møder altid nogen man kender, og så kan man jo bare tage sin kaffe, sine øl eller et tæppe med derned (og huske at rydde op efter sig!).

Jeg kommer også meget på Superkaffeforsyningen i Møllegade (lige overfor min favorit – Assistens Kirkegården), Wascator i Refnæsgade, Props og Harbobar i Blågårdsgade (billig kaffe og bænke i solen), Dyrehaven på Vesterbro og selvfølgelig i Jægersborggade som er tæt på mit hjem.

Har du et helt specielt København-tip?

– Jeg plejer at lave en ”steder jeg ikke har set, og det er for dårligt, så dem skal jeg se i år”-liste. Jeg bruger blogs til at finde de steder, og blandt andet simpeldagbog.blogspot.com og classiccopenhagen.blogspot.com er vildt gode til at finde farverige legepladser, grønne områder, nye tiltag og hemmeligheder i København. Sidste år var jeg især begejstret for Fælledparkens nye skatebane, Svanemøllestranden og Superkilen på Nørrebro.

Hvad er din favorit rejsedestination?

– Jeg har et vildt stort og konstant voksende kærlighedsforhold til Berlin, hvor der altid venter eventyr og venner, men min absolut drømmedestination er New York. Jeg er sikker på, at jeg ikke kommer hjem igen når jeg en dag tager derover, så det skal lige gennemtænkes for jeg kunne faktisk godt tænke mig at bo/arbejde derovre indenfor de næste par år.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

1 comment on “GUESTBLOGGER: TAMBOURINE SAM”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *