Saigon – eller Ho Chi Minh City, som byen retteligt hedder efter Vietnamkrigen, er vild og kaotisk – der er traffik overalt, høns og galende haner, mennesker, scootere i et virvar blandet sammen med duften af røgelse fra templerne, maden fra gadekøkkenerne og osen fra bilerne, og kontrasterne slår én igen og igen. Høje skyskrabere står side om side med små faldefærdige blikskure, templerne ligger skjult på hvert gadehjørne, 10 minutter på fod fra Chanel og Gucci butikkerne ligger det store marked, hvor mærkevarerne også er til salg – dog til en helt anden pris. Ved siden af bageren, der sælger franske makroner, kan man købe stegt hund. De ældre kvinder er iført silkepyjamas og rishatte, og de unge kvinder tripper afsted i høje sylespidse stilletter iført jakkesæt. Ved hotellerne slanger de prostituerede piger sig i barstolene, imens de dovent og kælent spørger, om man skal have en massage, og ved siden af kan man få en pedicure eller spa i rolige zenagtige omgivelser. I parkerne kan man dyrke fælles aerobic, men kun ved skumringstid, for om dagen er det alt for varmt og fugtigt, solen bager skingert, og fluerne flyver dovent omkring skraldet ude i siden af vejene, indtil et voldsomt skybrud får alt og alle til at søge læ. Luften er derefter sval, og langsomt går solen ned, og barerne starter ligeså stille op imens de spiller midi-musik og dårlige 90’er numre. Backpacker-turisterne i posede busker, med dreadlocks og flippede trøjer sværmer om de billige barer, og skyller øllene ned imens ihærdige sælgere forsøger at sælge dem bøger, snacks eller stoffer.

Jonas og jeg ankom til Saigon med et nattog fra Nha Trang, og blev vækket med et sæt kl. 04 om morgenen, da et enormt højt calypso-mix sætter igang. Døren til vores kupé bliver flået op og ind flyver en togkonduktør, der med vilde rullende øjne og fråde om munden skriger af sine lungers fulde kraft: “SAIGON, SAIGON!”. Godmorgen og velkommen til Saigon.

Vi besøgte blandt andet Cu Chi tunnelerne, som blev brugt under Vietnamkrigen. Vores guide var veteran fra den amerikanske hær, og han fortalte gribende og bittert om livet som vietnameser i tiden op til krigen, hvordan det var at deltage i krigen, om hvordan det var at sidde i vietnamesisk fængsel i fem år og lære om de socialistiske ideer, hvordan han havde bedt om at blive slået ihjel, da han blev fanget, men fordi soldaten, der fangede ham og guiden havde samme familienavn, kunne soldaten ikke slå ham ihjel. Han fortalte om, hvordan han nu er guide i det område, som han selv havde sloges i for den modsatte side.

Derudover grinede han og jokede med at vores “fede, hvide røve” nok ville sidde fast i de små tunneler. Det gjorde min dog ikke, og jeg kom igennem de 120 klaustrofobiske metre.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *