Hen over Torv og Gade,
Hvor Sneen laae, den hvide,
Belyst af Nattens Maane,
Jeg saae dig hastig skride.

 I eventyrlig Skjønhed,
Krystalklar, straalte Staden,
Og som et magisk Luftsyn
Blændede Slotsfaçaden.

Om dine Hænder vandt sig
Muffen, den lykkelige,
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.

Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.

 Sig syngende lod Sneen
Af dine Fødder trykke,
Og paa det bløde Teppe
Henflagrede din Skygge.

 Jeg saae den hastigt svæve
Over den glimmerhvide,
Ætherisk-rene Flade –
En anden ved dens Side.

 Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig –
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.

 Den nærmed sig forvirret –
Den lod — det er det Sande –
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.

 De svulmede — Canova
Ei bedre Grupper skabte –
Imellem blev de borte,
Naar Maanens Lys sig tabte.

 Og kom igjen tilsyne
I Stillinger — o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne,
Men opnaaes af min Skygge!

Emil Aarestrup

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

7 comments on “På sneen”

  1. Tusind tak for jeres søde kommentarer 🙂 Jeg er glad for at I kunne lide den lille gif med dertilhørende digt. Jeg er selv ret betaget af Aarestrups fine og romantiske digte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *