Et år er gået, og jeg synes det kalder på en smule reflektion over det forgangne år.

Januar var en hård måned, og jeg følte nærmest, at 2012 kunne bestå af 11 måneder. Jeg skrev eksamensopgave på baggrund af mit praktikophold på Alexandra Instituttet, og det er den hårdeste eksamensopgave, jeg nogensinde har skrevet, og set i bakspejlet stressede jeg unødigt over det, for ved I hvad? Det gik rigtig godt med den. Jeg er så taknemlig for, at Jonas ikke skred i midten af det hele, for jeg var ikke nogen rar kæreste eller sambo i den måned. Der var dog et lyspunkt – jeg fejrede min 25 års fødselsdag på HQ med bobler, kage, fin kjole og den bedste musik. Jeg blev mindet om, hvor søde og dejlige venner, jeg egentlig har.

Februar er en måned, der stod i hverdagens tegn. Jeg krøb i læ for den sidste vinterkulde i vores hule på femte sal.

Med Marts kom forårsolen, og jeg opførte mig som et forårskådt føl, der kom på græs. Solens små stråler skulle nydes i fulde drag – der skulle spises is, drikkes øl i parken og spises mad udenfor.

I April tog Jonas og jeg til Vietnam. Vi spiste pho, kørte på xe om, snorklede, dasede på stranden, cyklede, svedte, læste bøger imens vi kørte i tog sydpå ned gennem landet. Vietnam er så smukt et land.

Vi kom tilbage i Maj. Her frydede jeg mig over, at være kommet hjem. Som Jonas sagde: “Halvdelen af det at rejse, er at komme hjem igen”. Jeg skal være glad for, at jeg har et dejligt sted at komme hjem til.

Ikke ret lang tid efter rygsækkene blev pakket ud, før vi skule pakke vores kuffert, og vi tog på kærestetur til London i juni. Da vi kom tilbage var der Northside, hvor den stod på musik, øl i rigelig mængder og gode venner. Da Northside var slut tog jeg til Bruxelles i forbindelse med mit arbejde. Jeg skulle deltage i et såkaldt review på baggrund af de kommunikationsopgaver, jeg havde varetaget for et EU-projekt. Jeg var pænt nervøs – det føltes virkelig som eksamen, og en eksamen hvor the stakes var høje. For blev vores resultater afvist, så ville vi skulle betale det hele tilbage. Men det gjorde de ikke. Faktisk blev det arbejde, jeg sammen med nogle andre havde udført, rost og blev kaldt for eksemplarisk for, hvordan andre EU-projekter fremover burde varetage kommunikation. Det er jeg faktisk virkelig stolt over.


Juli måned startede hårdt ud med en tur på Roskilde Festival sammen med mit sædvanlige Roskilde-slæng. Og næsten lige efter det tog jeg til Berlin med yndlings Sofie. Vi gik gaderne tynde og fik ømme fødder, og vi drak billige øl og spiste masser af cheesecake, og vi dansede, og vi tog med u-bahn, og Berlin var skøn.

Augustmåned var lang på den rare måde. Jonas afleverede sin afhandling, og skulle først begynde på nyt job i september. Derfor havde vi en hel måned sammen, hvor vi brugte de regnfulde sommersage indenfor med film og pandekager, og de solrige sommerdage i byen på forskellige cafeer og på cykleture i skoven. Derudover var der den Grimmeste Musikfestival, som nogle veninder og jeg tog afsted til. Men ét af de største højdepunkt (for 2012 i det hele taget) var da jeg kunne holde Damon Albarn fra Blur i hånden under hele Country House, og jeg blev med ét forvandlet til Michelle, 13 år. Blur spillede nemlig en fænomenal koncert på Skanderborg. (Billedet af Damon Albarn har Camille taget – vi stod nemlig lige op og ned af hinanden til koncerten)


September betød ny hverdag. Jonas begyndte at arbejde, og jeg skulle tilbage til studierne. Dagene gik stille og roligt, én efter én, og jeg gjorde mit bedste for at fylde dagene ud med små hyggelige stunder.


Med Oktober kom efteråret for alvor. Jeg nød at se de smukke efterårsfarver omkring. Jonas forsvarede sin PhD. og vi havde den fineste dag sammen med hans familie. Jeg kastede mig over lidt forskellige projekter – jeg startede med at gå til tegning, og så begyndte jeg at lege sammen med en hemmelig klub.


November var en stille måned. Den stod på boglæsning og en hyggelig sommerhustur med Jonas. Vi så, hvordan vinteren nærmede sig.

December er altid en hyggelig måned med en masse aftaler i kalenderen. Lejligheden blev pyntet op på aller fineste vis (eller mest groteske vis, om man vil), sneen faldt, og Jonas og jeg havde den bedste date i København. Hjemme i Aarhus holdt jeg mini-juleaften med nogle af mine bedste veninder ude i et lille kolonihavehus, og den aften vil jeg virkelig mindes, som en af de bedste og hyggeligste aftener i 2012. Jeg havde også fødselsdag, og jeg blev fejret på aller fineste vis af både venner, kæreste og familie. Julen og nytåret kom, og så sluttede 2012.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

14 Comments

  • Johanne siger:

    De der cookies fra september måned ser virkelig gode ud. Er det nogen du har opskriften på?

  • Dejligt indlæg… Lige med undtagelse af eksamensopgaven fra helvede har 2012 vist ikke været et helt dårligt år.

    Hilsner fra Marina

  • Trine Lykke siger:

    Det lyder som et rigtig dejligt år, som startede lidt tungt, men viste sig at blive bedre og bedre. Dejlig update, og dejlige billeder!

  • ohhhappy siger:

    Igen igen nogle fantastiske, stemningsfulde billeder! Er specielt vildt med kvinden+babyen fra Vietnam, det vækker minder fra vores tur i 2010.
    Jeg glæder mig til at læse med herinde i 2013, og selvfølgelig til masser af smukke billeder!

  • Christine siger:

    Dejligt indlæg, Michelle.
    Det minder én om, at man skal huske at holde fast i de små, men hyggelige stunder, som i sidste ende er dem, der betyder noget :)

  • Ida siger:

    Sikke et dejligt tilbageblik, Michelle! Det lyder til at have været et dejligt år med en masse små og store begivenheder. Og en masse musik!

  • MICHELLE, hvor har du været, vi har savnet dig :) Dejligt indlæg, med en masse dejlige billeder, vi håber 2013 bliver et lige så godt år (hvis ikke bedre!) som 2012 for dig :) Og at vi ses self. ;b

  • Debbie siger:

    Ih, hvor har jeg nydt at læse om dit 2012, søde Michelle. Jeg glæder mig meget til at følge dig igennem 2013, til flere dejlige og stemningsfyldte indlæg. :)

    Jeg kan i øvrigt fuldt relatere til din januar måned – min så ud på præcis samme måde, og jeg tror bestemt heller ikke, at jeg var sjov at bo i hule med der. Det er godt med søde, tålmodige og forstående kærester! :)

  • Sikke et skønt tilbageblik :) Håber du har det dejligt

  • Katrine siger:

    Iiih, hvor er det altid en fornøjelse at læse om dine hyggestunder og bedrifter, Michelle. I har virkelig haft et spændende år, og mon ikke 2013 byder på endnu flere fantastiske oplevelser? Held og lykke med at komme helt ud af eksamenssumpen ;-)

  • Louise siger:

    Hej Michelle

    Jeg har lånt din header til et indlæg om bloganbefalinger. Det håber jeg er okay? Ellers må du endelig skrive!! :-)

    Jeg kan af en eller anden grund ikke sende dig en mail?

    Kh. Louise

  • michelle siger:

    Johanne: de er virkelig også gode! Og ja, har naturligvis en opskrift – de er fra The Hummingbird factory cakebook bogen. Og de er dejligt nemme at lave, kan du tro. Måske jeg skulle bage dem her én af dagene og så poste opskriften? Ellers så sender jeg den lige til dig på mail :)

    Marina: Mit 2012 og har været SÅ dejlig – så selvom den startede hårdt ud, så kan jeg vist ikke klage :)

    Trine Lykke: Tak :) Og ja, året er nærmest bare blevet bedre og bedre. jeg håber den tendens varer ved i 2013.

    Ohhhappy: Har I også været i Vietnam? Ih, der er smukt, synes du ikke? jeg drømmer mig godt nok tilbage, nu her hvor der er sne igen. Og tusind tak for en dejlig kommentar :)

    Christine: Lige præcis! Jeg håber, du er kommet godt igennem eksaminerne :)

    Christian og Pernille: Jeg har bare været lidt i hi, men nu er jeg tilbage :) Men sikke en skøn kommentar at komme tilbage til! Jeg kan kun sige i lige måde! ;)

    Debbie: Tusind tak søde Debbie! Og selvom jeg ikke dig noget ondt, så er jeg glad for at du (og andre sikkert også) har prøvet at stå i samme situation – så ved man at man ikke er helt alene. Og ja – HURRA for søde kærester! :)

    Bakgaard og co: Tak skal du have :) Det kan du tro jeg har – det håber jeg også gør sig gældende for dig :)

    Katrine: Og det er altid en fornøjelse at læse dine kommentarer :) Jeg håber 2013 bliver skøn for dig også!

    Louise: Mærkelig du ikke kan sende en mail…! hmm… det må jeg vist lige få kigget på. Men du må naturligvis låne headeren og tusind tak for det fine indlæg – det gjorde mig rigtig glad!

  • Sarah siger:

    Et et skønt indlæg, som man da kun kan få et stort smil på læberne af at læse!! :-) Det lyder som om du har haft et udfordrende år (eksamensopgaver er aldrig sjove – kender det kun alt for godt!!), men også fyldt med gode, dejlige oplevelser, og masser af rejser :-) Dejligt!! Glæder mig til at følge dig her på bloggen i 2013 også.. :-) Knus Sarah

    • michelle siger:

      Sikke en dejlig kommentar at få Sarah :) Tusind tak for den – og undskyld min sene respons. Jeg får ikke længere notifikationer, når folk kommenterer herinde, så det er ikke altid, jeg får set jeres kommentarer.
      Men ja, 2012 har været et godt år alt i alt :)
      Jeg håber du får et skønt år 2013 (vi er jo allerede langt inde i året – gisp!)

Skriv et svar