Skabertrang | Kathrine Juul, Moluu

by michelle

Jeg er begyndt på en ny serie blogindlæg, jeg har valgt at kalde “skabertrang”, hvor jeg sætter fokus på seje mennesker, der har skabt noget. Det kan være designere, iværksættere, café-ejere, kunstnere og mange andre slags personer. 

Inde i den lille butik Moluu i Latinerkvarteret i Aarhus hører beklædningsdesigner Kathrine Juul til. Hun taget turen fra Hirtshals til København til Aarhus – altid med en bevidsthed om, at hun skulle være selvstændig designer, hvor hun ville få mulighed for at fordybe sig i designet med fokus på fine, feminine og elegante styles, hvor pasformen er i højsædet. Med denne målrettethed flyttede Katrine Juul efter endt uddannelse i København til Aarhus og åbnede butikken Moluu sammen med sin svigerinde. Dette er nu 10 år siden.

I dag har Kathrine Juul Moluu selv, og med tiden har hun blandt andet fået to drenge. Den dag interviewet fandt sted havde Kathrine Juul den yngste på kun 2 måneder med i butikken, og sniksnakkede med ham, imens hun ryddede op i værkstedet. Lige nu koncentrerer hun sig om at få syet nogle styles til det kommende julesalg.


Hvad er Moluu?
Det er mit sted. Det har ændret sig meget igennem årene. Det har altid været med mit eget design og mine egne ting,  og der har altid været værksted her. Igennem årene har jeg haft en del praktikanter, nogle har haft værksted her også, og så har jeg solgt tøj fra nogle af dem jeg har gået på skole med i København blandt andet Trine Wackerhaus. Så det har skiftet meget. Det har været en afprøvning af, hvad der fungerer bedst, og hvordan jeg gerne vil have det. Men lige nu, der er det mit eget.

I takt med at jeg haft fået børn, så er der kommet noget børnetøj snigende. Det er lidt sjovt, og det passer jo meget godt, hvis jeg har haft nogle rester.

Hvor kommer navnet Moluu fra?
Det kom sig af, at jeg i sin tid startede det med min svigerinde, og vi kunne så slet ikke blive enige om et navn. Vi har samme uddannelse, men vi er egentlig ret forskellige. Jeg hedder Juul, og hun hedder Holm. Vi spillede meget scrabble, og vi sad med det her sammenmiks af bogstaver, og så blev det til Moluu. Vi googlede det, og så at det betød ”skaldet” på et afrikansk sprog, og det var meget sjovt og fint, og så blev vi enige det. Nu kan det jo ikke være anderledes.

Hvad kendetegner Moluu-stilen?
Det er meget farverigt, men det er også nogle enkle designs, og så lægger jeg meget vægt på, at der også er en god pasform, og nogle gode detaljer. Den gode pasform betyder meget, og den synes jeg ikke, at man får rundt omkring. Jeg tror ikke, at alle folk er klar over, hvor godt ting egentlig kan sidde.

Der er cirka fem ting af hver. Jeg køber ikke så meget stof, da jeg skal jo selv sidde og sy det hele. Det er lidt en afvejning af, at det er sjovere for mig at lave nogle nye ting i stedet for sidde og sy det samme.

Hvad inspirerer dig?
Jeg lærte under min uddannelse, at man kunne have nok så gode idéer, om hvad man ville lave og med hvilket materiale, men man kunne jo aldrig finde det der materiale, og det var frustrerende. Så jeg arbejder ud fra de materialer, jeg kan få. Men så er der jo selvfølgelig et eller andet, der gør at jeg vælger noget bestemt, og det er en eller anden underlig intuition om, hvad det er, der er spændende af materialer, farver og mønstre.

Jeg er et meget observerende menneske, tror jeg, Så jeg suger tingene til mig. Jeg har med to små børn ikke tiden til at rende rundt omkring – på museer for eksempel, og vi har heller ikke været ude at rejse i hundrede år, men det behøves det heller ikke at være. Bare det at gå på gaden, jeg kigger på folk, og jeg kigger på bygninger – alt omkring mig. Så det meget uhåndgribeligt på en eller anden måde, men også meget mærkeligt, hvordan man så rammer ind i en trend.

Men jeg tager udgangspunkt i de materialer, jeg har til rådighed, og så tænker jeg, hvad skal det blive til, det her?

Hvad giver det dig at være designer?
Jeg ved ikke om det altid har været en drøm, men jeg har altid, fra jeg var tidlig teenager, lavet mine egne ting, og jeg skulle altid eksperimentere, og gerne lave mine egne ting selv.Jeg elsker den der med, at du får en idé, og så kan man selv få den frem. nogle gange lykkedes det rigtig godt og andre gange, så lykkedes det måske ikke.

Jeg kan godt lide den der proces. At man ser et eller andet for sig inde i hovedet i forhold til, at man sidder med et materiale foran sig. Så laver jeg mønstret, syer en prøve, retter det til, og så ser jeg om det også fungerer i 3D.

Hvordan ser en typisk dag ud?
Det er lidt forskelligt, for jeg har egentlig sådan en kreativ cyklus, som sådan kommer i perioder, og så spytter jeg en masse ud, så er der lidt stilstand og så kommer det igen. Der er altid en masse praktisk ting, jeg kan lave, når der er stille. Så kan jeg ordne regnskab og støvsuge butikken og tusinde andre ting. Men den der kreative proces, den er meget bølgende.

Lige nu er den anderledes end, hvordan den plejer, når jeg har min lille søn med. Så afhænger det af om, han lige sover i to timer, hvor jeg kan nå at lave en masse. Så skal der bare syes for eksempel.

Hvordan er det at være selvstændig?
Jeg er rigtig glad for det. Jeg tror også, at det lægger meget godt til min personlighed. Jeg er meget selvstændig, og jeg kan godt lide at bestemme selv. Også min tid altså. Men der er jo også meget arbejde i det. Der er ikke så mange ferier, og der er heller ikke så meget sikkerhed, hvilket jeg synes er lidt sværere, nu hvor jeg har fået børn og ikke bare er mig selv. Jeg har da af og til tanken om, hvis jeg ikke skal det her, hvad skal jeg så? Og det kan jeg bare ikke. Der er ikke noget alternativ. Jeg skal ikke ud i en større virksomhed. Kindkys og messer, det er ikke lige mig. Der er masser af søde mennesker i branchen, det er slet ikke det, men det er bare sådan et show, og det skal jeg ikke. Det er jeg for meget nede på jorden til.

Besøg Moluu
Volden 11, 8000 Aarhus C
Tir – fre 13-17 og lør 12-14
www.moluu.dk

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...