Jeg er så heldig at været stødt på to-mandsvirksomheden Klodshans for viderekomne – en konsulentvirksomhed, der er funderet i eventyrfiguren Klodshans. Han er får det bedste ud af det, han nu engang har – blandt andet end ged, en død krage, en lomme fuld af mudder og en masse charme, og ender faktisk med prinsessen og det halve kongerige. Med dette mindset arbejder Klodshans for viderekomne for, at vi får udnyttet vores fulde potentiale. Det kan både være fagligt, men også som historiefortæller. For vi bærer alle sammen på historier, der bare venter på at blive fortalt. Til det sidste har Klodshans for viderekomne blandt andet udviklet spillet, Lynhistorier. Uden at forklare reglerne helt til bunds, så er det et spil, hvor alle vinder – man deltager ved at fortælle og lytte. Spillet bliver forklaret således: Lynhistorier er skabt for at lokke historier fra det virkelige liv frem. Vi er allesammen fulde af dem. Nogle gange skal de bare hjælpes lidt på vej”.

Jeg har mødt på Pernille fra Klodshans for viderekomne et par gange i forbindelse med mit arbejde, og derudover har jeg deltaget i en workshop i forbindelse med netværket Ladies First – et netværk for unge foretagesomme kvinder, som jeg også kan anbefale jer at tjekke ud. Men Pernille, med hendes meget karismatiske væsen, og hendes metoder er meget sympatiske, og det er virkelig sjovt at være tvunget til at fortælle historier. Derfor er jeg glad for at kunne udlodde et spil Lynhistorier til én heldig læser.

For at deltage i give-away’en skal I blot fortælle mig en god historie på udfra ét af de tre fortællekort, I kan se på det sidste billede: “En øjenåbner”, “Vi var mange i bilen” eller “Min tidligeste erindring”.

Der er ingen krav til jeres historier: De må være korte, lange, gode, kedelige, sjove, triste, sørgmodige – bare de tager udgangspunkt i jer selv. Herefter trækker jeg lod blandt alle deltagere. I kan deltage indtil 3. søndag i advent d. 15. dec. kl. 15.15. Husk at skrive jeres mail i mailfeltet (det er kun mig, der kan se den), så jeg kan kontakte den heldige vinder.

Det er noget nær den perfekte mandelgave eller måske som en god gave til en hel venindeflok, hvor man trænger til at “ryste posen” og høre nye historier. I kan læse mere om Lynhistorier her og om Klodshans for viderekomne her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

13 comments on “Give-away: Lynhistorier”

  1. Min tidligste erindring…
    Det er mærkeligt, det der med at tænke tilbage, for er det minde, jeg mener at huske, noget, som jeg reelt kan huske. Eller mener jeg, at kunne huske det, fordi jeg er blevet det fortalt, eller fordi jeg har set billeder af det?
    Min faster var høj og slank, da hun var ung (yngre) og gik altid i enormt spaglet tøj. Jeg syntes, både hun og hendes tøj var det bedste i hele verden. En sommer, hvor jeg måske var en tre års tid, var mine forældre, hende og jeg i Odense Zoo, og som det er med børn i den alder, var klappegederne et største hit blandt alle de vilde og eksotiske dyr. Det, jeg husker allerbedst fra den tur, er, at et lille og enormt kært gedekid sniger sig ind på min faster og æder et temmelig stort stykke af hendes psykedelisk mønstrede nederdel.

  2. Mit allerførste minde er fra sommeren 1995. Jeg var lige blevet tre år, og jeg var på ferie i Sydfrankrig med mine forældre og min lillebror. En dag var min mor og jeg ude at gå tur med klapvognen på en landevej, og der var store solsikkemarker til begge sider. Min mor plukkede en til mig, og jeg syntes, det var helt vildt, at hun turde, for hun sagde, at det måtte man ikke, og så gjorde hun det alligevel.
    På den ferie havde jeg også den første drøm, jeg kan huske, og det føltes meget virkeligt, så jeg var i mange år overbevist om, at det var sket i virkeligheden. Jeg fik læst en del Alfons Åberg højt, og i en af dem passer Alfons en lille dreng, som han fortæller historier om et monster, der hedder Ækelmonsteret, der er kæmpe stort og gråt og har røde kondisko på. Jeg var virkelig bange for det, og i min drøm sad jeg om aftenen på terrassen i vores feriehus og legede med perler, og så kom Ækelmonsteret og hev mig væk, mens mine forældre bare sad og vinkede. Det kan nok ikke ske i virkeligheden, men det føles virkelig som om, det gjorde!

  3. Jeg husker også ting før det, men det mest konkrete og tidligste er nok, da jeg var 3 år, og gik i børnehave. Vi skulle lave julegaver, hvor vi lavede hånd- og fodaftryk med maling på nogle stofstykker. Jeg syntes det var så skørt at vi måtte male på vores hænder og fødder! Og jeg legede at jeg havde græs på hånden fordi den var malet grøn…

  4. En øjenåbner, var det virkelig dengang min morfar gjorde tilnærmelser til min mormor på hans helt egen facon.

    Min mor fik mig som ganske ung, og derfor boede jeg og min mor de første af mine leveår hos min morfar og mormor. Min morfar er ganske uden sidestykke, det er han stadig.
    Han finder på lige så hurtig som en gris kan blinke – skarnstreger, egentlig ikke… original/genial? – Begge dele, tror jeg

    Vi skal lang tilbage i tiden, ca. 35 år.
    Det stormer voldsomt, jord og sand fyger på markerne omkring min mormor og morfars gamle hvide hus fra 1800 tallet. Porten i min morfars smedeværkstedet klaprer og telefontrådene synger skingert. Transformatortårnet oppe ad vejen taber de øverste mursten – min morfar er på loftet, og suser omkring med skumsprøjten… Tagstene på det gamle hus, rasler af en efter en, og morfar sikrer det han kan.
    Efter en tid bliver jeg kaldt på loftet, da jeg er så lille, at jeg kan kravle ud i gavlen med sprøjten og fastgøre tagstenene der med skumsprøjten.
    Jeg husker stadig stemningen, min morfar i kedeldragten, og min mormor som hundeangst, det er hun ofte, når det gælder mig, så til fra trappen…
    I lang tid sikrede vi tagsten, min elskede morfar og jeg… – Og endelig var vi færdige.
    Min morfar tog skumsprøjten i hånden, og med mig i hælene traskede vi ned til mormor. Da min morfar ser min mormor, spørger han kækt. Nå mutter, skal du have skum i babelutterne? Min mormor rødmede, og jeg husker noget med, at hun syntes det var upassende. Jeg viste hvad babelutter var og forstod da også, at det var voksensnak. Og DET var en øjenåbner, for jeg havde aldrig tidligere set min morfar gøre tilnærmelser til min mormor på den måde.
    Sidenhed har jeg lært meget mere – min morfars snak om bagdørsindianere ved jeg nu også, hvad betyder… Og at springe ud fra spisebordet – ved jeg også hvad betyder, selvom jeg helst havde været den viden foruden.
    Min morfar er så skøn, ligeledes min mormor. Og når stormen raser, a’la forleden, husker jeg altid min morfars ord om mormors babelutter – og mindes i kærlig erindring den aften jeg skumsprøjtede tagsten for første gang i mit liv.

    Lynhistorier, ja tak… for jeg har mange på lager om min morfar, hvis jeg lige får de rigtige stikord 🙂

  5. Jeg husker ekstremt dårligt. Virkelig. Og som Marina skriver længere oppe, så tror jeg faktisk kun at jeg husker dette, fordi jeg har fået det fortalt så mange gange.

    Anyway, jeg var et ret stædigt barn. F.eks. løb jeg engang med hovedet først ind i en væg, fordi jeg blev så arrig over ikke at få min vilje, og så besvimede jeg. Min mor gik helt i panik, kunne ikke vække mig og ringede efter en ambulance til mig. Da ambulancen ankommer tager redderen min i armene, hvorefter jeg vågner og begynder at hyle og skrige, sparke og slå.
    Well, det var en sidebemærkning, for det var jeg i hvert fald slet ikke gammel nok til at huske.

    Jeg lærte at cykle ret sent. Min lillebror cyklede længe før jeg gjorde – og han er altså fire år yngre end mig.
    Engang, ude i min mormors kæmpehave, ville min mor lære mig at cykle på græsset, så jeg ikke slog mig når jeg faldt. Men efter at have haft svært ved at starte op et par gange, og efterfølgende være væltet, blev jeg simpelthen så sur at jeg kylede cyklen ud i mormors jordbærbed og skreg at “alle da vel for fanden ikke behøvede at lære at cykle, nå!”
    Det er et af min allertidligste minder.

    FYI, jeg cykler fint idag, og render ikke længere ind i væggen når jeg vil have min vilje. 🙂

  6. “Vi var mange i bilen”…engang hvor jeg skulle med en flok veninder til Berlin og vi havde besluttet at køre derned. Alle sæder var fyldt i bilen og vi var godt udstyret med musik og godt humør! Lige da vi kører over den dansk-tyske grænser udbryder chaufføren “Åh åh”.. Alle bliver stille og utrygge og hun siger pludselig “Bilen begynder at stoppe af sig selv – hvad sker der”.. hun kører ferbrilsk ind i nødsporet og det går her op for hende (og os andre) at vi er løbet tør for benzin!
    Så følte det lige pludselig som om vi var endnu flere i bilen, da man ikke lige render ud og trækker luft på en tysk motorvej. Heldigvis fik vi fat i Falck og de sendte en rar tysktalende herre med en dunk benzin til os og vi kom til Berlin og havde en fantastisk ferie. Og kom helskindede hjem – uden benzinproblemer!

  7. Vi var mange i bilen – Jeg skulle deltage i en tunneløvelse i Storebæltstunnelen engang tilbage i 2000. Vi var en flok på godt 12, der havde misforstået mødestedet og derfor stod i den forkerte by. Der var 15 min. til toget afgik, så den dengang bedste løsning lød på, at vi alle, hver og én, satte os ind i den eneste bil, der var, en volvo og kørte afsted. Det resulterede i, at der var 4 stykker i bagagerummet, fem på bagsædet, to på passagersædet og selvfølgelig en chauffør. Når jeg tænker tilbage nu er det virkelig dumt, men det var samtidig så voldsomt skægt at sidde fuldstændig mast sammen i en volvo med fuld fart på.

  8. Første erindring – det første jeg husker MEGET tydeligt er fra jeg var 5-6 år. Der er måske småting fra tidligere, som jeg også kan huske, men dette står klarest.

    Mine forældre skulle giftes, og det var ikke spor romantisk. Mine yngre brødre og jeg var alle sat i verden, og så var det nok meget smart at blive gift blev der fortalt. Hele familien var der ikke. F.eks. ville min mor ikke fortælle sin søster det, for så ville min moster jo tage heeele vejen fra Stavanger, Norge til Danmark. Det var der jo ingen grund til.

    Det tydeligste er dog også det jeg synes var mærkeligst. Min mor havde blomstret gamacher på (ja, sådan nogle som også er “moderne” her for tiden/sidste år) , og en hvid sweater (det var februar). Men vi var stadig i en kirke. Det passer altså ikke helt i en prinsesse-historie. Men min farfar var præst, og at han skulle vie dem var i det mindste på sin plads.

    Det var en dejlig dag, men jeg vil altså have kjole på den dag det bliver min tur!

  9. Vi var mange i bilen, en sommer for mange år siden i Bulgarien. 6 personer sad vi, i en lille bitte bil, da vi blev stoppet af politiet, som skulle tjekke bagagerummet. Som en af de yngste, måtte jeg blive gemt under en jakke mellem for- og bagsæderne. Politibetjenten snakkede med dem på forsædet, men jeg blev ikke set – sikke en vaks politibetjent. 😉

  10. Vi var mange i bilen: Mig og min veninde og seks skotske fyre, som havde inviteret os til at bo i deres bofællesskab og vise os “tha real Glasgu'” inklusiv fuld smæk på nattelivet en gang for hundrede år siden, da vi interrailede os igennem de britiske øer. Sammen med drengene i bilen fik vi konstant grineflip over deres skotske dialekt og vores forsøg på at efterligne den. Pludselig, da vi holdt cruiserpause på en tank, spillede bilradioen Exit song (for a film) m Radiohead og alle sang med, helt højtidelige. Bagefter tog vi på det hotte disko the Shed, som vi backpackere brugte det meste af aftenen på at forstå IKKE hed The Shit…

  11. Vi var mange i bilen, og jeg sad på forsædet. På skødet af min søster. Vi var på vej videre i byen. Vi havde alle drukket. Jeg blev dårlig og kastede op. Lidt på mig selv, mere på min søster. Alle grinede. Næsten. Min søster blev sur. Jeg blev flov. Og aftenen blev husket for det. At jeg kastede op. Ingen tog sig af, at vi alle sad i en bil, hvor også ham bag rattet havde drukket.

  12. Vi var mange i bilen. Det var regnvejr og vandet fra vores våde overtøj gjorde, at ruderne, især dem bag i duggede helt til. Jeg sad nederst på bagsædet under min bedste veninde. Jeg kunne ikke rigtigt følge med i den passionerede samtale der foregik foran, for jeg kunne ikke rigtigt høre noget. I stedet forsvandt jeg i mine egne tanker og sad og tegnede i ”duggen” på ruden. Det mindede mig om at være lille og det var rigtig dejligt. Mens jeg tegnede bakker og et hav forsvandt mine tanker tilbage til bakkerne på Samsø hvor vores får gik da jeg var lille. Hvordan de hvert år skulle hentes hjem og vi skulle fange dem ind, sortere dem og sørge for at de kom de rigtige steder hen. Det var fantastisk, sikke et arbejde. Med madpakker og alt for meget tøj. Jeg husker hvordan et af de andre børn altid faldt i vandet og skulle have skiftet til noget tørt.

  13. Min tidligste erindring, er nok fra da jeg var omkring 4 år. Det var min mors fødselsdag, hun fyldte 40 år så der var fest med mange mennesker. Jeg er den yngste i søskendeflokken, og måske de andre havde fået besked på, at de skulle passe lidt på mig, eller måske jeg bare var den irriterende lillesøster, som ikke ville gå væk. Jeg kan huske, at jeg følte mig meget stor ved at sidde og lytte til dem snakke, men jeg kunne ikke rigtig være med i deres samtale. De snakkede om, at vores gave til mor var en videoafspiller, og jeg havde tydeligvis ikke forstået hvad det var. Fordi jeg gik direkte ind og sagde til min mor, at vores gave var et videobånd. Tror ikke mor forstod helt hvad jeg snakkede om. Men jeg husker tydligt mine søskendes blik og deres forargelse over, at jeg kunne finde på at fortælle det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *