Så er jeg så småt ved at lande i 2014. Et nyt år indebærer for mig altid en masse tanker om det kommende år, men jeg vil først starte med at runde af på det forgangne år, så her kommer 2013 i tilbageblik og glimt.

Januar var en langsom start på året, jeg tog tilløb til at starte på specialeskriveriet, jeg tænkte meget over hvad 2013 mon ville bringe (ligesom jeg nu tænker over, hvad 2014 vil bringe), jeg puttede mig indendøre for kulden, indrettede om, og hyggede mig. Måneden bar prøg af god tid, langsomhed og reflektion.

I februar ventede jeg utålmodigt på at foråret ville komme, jeg var rastløs og havde rejselyst. Tiden blev brugt på arbejde og på at læse – studiebøger såvel som eskapistiske romaner. Jeg havde en svimlende mavefornemmelse over, hvad fremtiden mon ville bringe, når jeg blev færdig med at skrive speciale, selvom jeg knap nok var begyndt på det. Der blev spist fastelavnsboller og drukket kaffe på caféer med gode veninder.

Speciale kontrakten blev officielt skrevet under på i marts, men det forhindrede mig ikke i at pakke kufferten og tage en uge til smukke og magiske Marokko med mine veninder. Da jeg kom hjem var det fyldt med energi og livsglæde og, jeg frydede mig over de små ting som liljer i vase og  gode sammenkomster med gode folk. Måneden bar præg af travlhed og (rejse)glæde.

Der var knald på i april. Jeg lagde ud med at besøge Berlin sammen med Jonas for at fejre hans fødselsdag. Håbet var forårssol og gåen rundt i gaderne, men der var så isnende koldt, at forvetningerne måtte afstemmes, men selvom vejret var lidt af en skuffelse, fik vi stadig set nye sider af skønne Berlin.Tilbage i Aarhus blev hverdagene fyldt op med specialeskriveri og arbejde. Men da solen endelig begyndte at skinne, kunne jeg virkelig mærke, hvordan det havde en positiv effekt på mit humør – vinterjakken blev skiftet ud, ballerinaskoene kom på og årets første is blev nydt i forårssolestrålerne i mølleparken. Det gjorde godt.

Maj måned var SPOTfestival med mine veninder,  det var tur til København for at besøge mine gymnasieveninder med Lana Del Rey koncert og snakken til sent om aftenen. Maj var pinsepigetur til Aabenraa, det var fødselsdag i kolonihave, det var blomster i cykelkurven, og sunde livretter.  Det var årets første bryllup (ud af fem!). Maj var god.

Den første sommermåned, juni, startede godt ud med Northside Festival, men kom mest af alt til at bære præg af, at mine håb og drømme for min fremtidige karriere drastisk måtte revurderes. Tingene går ikke altid som man forventer, og det gjorde ondt. Og dette kom til at farve resten af min sommer med bekymringer, tårer og en såret stolthed. Men i samme ombæring fandt jeg ud af, at jeg har nogle af de bedste mennesker omkring mig, personer som jeg virkelig skylder en stor TAK.

Sommeren kom heldigvis i juli, og selvom jeg snart skulle aflevere speciale prioterede jeg sommerhygge højt. Det betød masser af jordbær, hygge i kolonihaver, picnics, strandtur, tullen rundt i Aarhus med Jonas i hånden, Roskilde Festival, middagslure i højsolskin i parker og brune ben ind imellem al specialeskrivningen.

August var specialeslutspurt, så det meste af måneden blev tilbragt på specialekontoret, men med enkelte afstikkere til LynFabrikken for at skrive, en enkelt dag på Den Grimmeste blev det også til, jeg gjorde indvendig status over sommeren, og jeg begyndte at se frem til efterårets komme – med alt hvad det nu end måtte indebære.

Highligtet i september var specialeafleveringen. Seks år med “studerende” som den primære titel på visitkortet blev udskiftet med en ny titel. Jeg fik et arbejde, men skulle først starte en måned senere, så september var et underligt limbo – en pause mellem to forskellige livssituationer. Tiden blev brugt på gå-ture og tanker. Sommerfugle i maven over mit livs næste kapitel.

Efteåret indtraf for alvor i oktober, hvor bladene skiftede fra grønne farver til rød, gul, brun og orange. Jeg begyndte på mit nye arbejde, og tingene gik stærkt, og jeg var helt svimmel. Fritiden blev brugt på indendørehygge og på at mærke efter i maven.

November fortsatte, hvor oktober slap og det gjorde godt med tid til reflektion, kærestetid, kys foran pejs, holden i hånd.

Til slut kom december med al huj, hejs og hast, som den måned nu altid gør. Der var travlt på arbejde, men der var stadig tid til masser af julehygge. Måneden stod på en masse sociale arrangementer som påbudte rød læbestift, festsko og fine kjoler, minglen, kindkys og dans.

Og nu… Nu står der 2014 i kalenderen. Når jeg tænker tilbage på 2013 er min umiddelbare følelse, at året aldrig rigtig blev mit år. Det startede ud med en rastløshed, som dog heldigvis blev forløst, da foråret endelig kom, men jeg fik en lærestreg af største kaliber i voksenregi, som gjorde ondt og som fik lov til at farve resten af mit år lidt for meget. Skuffelser. Tilgengæld så hjælper det også at lave sådan et tilbageblik her, fordi jeg netop altid forsøger at fokusere på de små ting, som gør godt. Hvor jeg forsøger at indkapsle og dvævle ved lyspunkterne i hverdagen, og at tænke at det hele nok skal gå. Fordi min erfaring siger mig, at det faktisk gør det.Og så ser jeg jo nu, at 2013 faktisk indebar en masse rigtig gode ting og oplevelser.

Det vigtigste, jeg har lært, er hvor gode, nære, seje og virkelig betænksomme veninder jeg har. At man kommer langt med en god person ved sin side. At ens familie altid er der. Og det er jeg virkelig taknemlig overfor. Jeg er SÅ klar til 2014!

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

7 comments on “Farvel til 2013”

  1. Hvor er det fint, det her. Nogle år er bare lidt mærkeligere end andre, men det er rigtig godt at gøre status og tage ved lære. Håber, 2014 bliver god ved dig!

    • Tak Karen Sofie 🙂 Jeg tænker, at du måske også havde nogle mere “spøjse” (i mangel af bedre ord) år inden du igen kom til Berlin. Men ja, jeg synes, at det er et brugbart værktøj at reflektere over, hvad der er sket og se, hvordan man kan lære af det. Jeg ønsker også dig alt det bedste i 2014! Og håber i øvrigt at jeg kommer til Berlin og besøger dig!

      • Mega spøje år. I det hele taget har mit liv ikke rigtig været det samme, siden jeg forlod Berlin dengang i 2011. På godt og egentlig også ret meget ondt. Nu får vi se, om ikke 2014 kan rette op på det! Håber, du kommer ned og tager en svingom med mig i vores by 🙂

  2. En dejlig status på et spændende år for dig, skønne du. Nogle gange er det sundt at tænke tilbage på alt det gode, man har oplevet. Dem kan man oftest først se, når skuffelserne har lagt sig igen. 2013 blev heller ikke helt mit år, og energien er endnu ikke vendt tilbage her i starten af 2014. Men det skal nok komme. Der er i hvert fald masser af spændende rejser og oplevelser at se frem til. Og jeg glæder mig til at se, hvad dit nye år 2014 bringer dig 🙂

    • Ja, det har så sandelig været et spændende år – på det område kan jeg ihvertfald ikke klage. Og ja, det er rart at kunne lave sådan nogle tilbageblik her, fordi man så kan fokusere på de gode detaljer fremfor de mindre gode overordnede ting. Jeg er ked af at høre at 2013 heller ikke lige var dit år, men med alle de rejser du har i kikkerten, så er jeg sikker på, at 2014 bliver et dejligt år for dig 🙂 Kram herfra!

  3. Du har et pænt liv.
    Tillykke med jobbet. Det giver mig forskellige følelser at du i juni kan miste håbet, i august aflevere speciale og i oktober lande så sejt et job.
    Det er ikke misundelse, det er absolut undelse. Og det er selvfølgelig fordi du er sej, det er ikke held. Tillykke med det. Send os, der ikke har held i karrieresprøjten lidt positiv energi?

    • Hej sure 🙂

      Tak for det. Og tak for din tankevækkende kommentar.
      Ja, jeg kan godt se, at det måske virker som om, at 2013 på mange måder virkelig burde været blevet “mit år” med alle de begivenheder, der er fundet sted. Men sagen er, at det har 2013 nu engang ikke været for mig.

      For det første må jeg nok pointere at der også er nogle begivenheder og detaljer omkring mit liv, som jeg ikke deler herinde på bloggen, fordi de er for private. Og de har i den grad også påvirket, hvordan jeg har haft det især her i efteråret. Derudover så var juni nu altså lidt en mavepuster – dem der kender mig “i virkeligheden” ved, hvorfor det betød så meget for mig – igen, det er nogle detaljer der er lidt for private, hvorfor jeg kun har beskrevet det i ganske vage termer her på min blog.
      Jeg ser heller ikke bloggen, som en 1:1 beskrivelse af mit liv, men derimod som en platform, der viser glimt og stemningner fra mit liv – og hvor jeg primært fokuserer på det positive. Og derfor vil der også være en slags skævvridning ifht. hvordan I oplever mig og mit liv.

      Derudover så fik din kommentar mig til at tænke, at lykken ikke nødvendigvis kommer, blot fordi man oplever en masse store begivenheder? Eller måske har jeg ikke haft mig selv med i de begivenheder, der har fundet sted?

      Og du kan tro, jeg vil sende dig lidt positiv energi.. Det kommer her: “***** “pling, pling””god energi” *****” Jeg ved fra venner og familie, hvor hårdt det kan være at være jobsøgende, så jeg krydser fingre for, at du får et job, som du er glad for, i 2014.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *