Jeg var i biografen i fredags. For at se Her, og jeg må sige, at jeg slugte filmen slog benene væk under mig. Filmen er vanvittig smuk, rolig og behandler de helt store emner, så jeg konstant sad med en klump i halsen og kuldegysninger.

Filmen foregår i en ikke så fjern fremtid i Los Angeles og handler om den unge tekstforfatter Theodore Twombly, som netop har gennemgået et brud med hans kone, og han er dermed i et følelsesmæssigt sort hul. Han installerer et nyt operativ styresystem til sin computer. Et operativ system med kunstig intelligens, der kan udvikle og tilpasse sig sine omgivelser. Og således mødes han med Samantha. Ganske hurtigt begynder han og Samantha at få følelser for hinanden, og de udvikler et kærlighedsforhold.

Det er således en yderst konceptuel film, hvor faren kunne være, at når man først har fået fortalt plottet, så er der ikke mere at gå på opdagelse i – mere at erkende. Men dette sker ikke i Her, for filmen rummer så mange lag, og bliver ikke en klassisk sci-fi film i enten en utopisk eller dystopisk optik. Her tager fat på mange tematikker, eksempelvis ægte følelser kontra konstruerede følelser – for er Samantha blot programmeret til at imitere følelser, eller er hendes programmering så veludviklet, at hun kun udvikle sig ud over egen formåen? Samantha udtrykker nemlig selv, hvordan hun formår at overskride hendes eget – og computere i al almindelighed – erkendelsesteoretiske udgangspunkt, nemlig rationalismen og dermed erkende via følelser. Et gennemgående tema i filmen er således udvikling – både teknologiens udvikling mod mere og mere udviskede og intergrerede interfaces, men også hvordan udvikling både er det, der gør et parforhold stærkt men også sætter det på prøve. Således udvikler Theordore sig sideløbende med Samantha, og begges udvikling er rørende at være vidne til.

Filmen er en samtalefilm, hvor samtaler mellem de forskellige aktører i filmen er centralt. Men samtidig er det en pointe, hvordan Theodores tidligere ægteskab gik i stykker på grund af hans manglende evne til at italesætte sine følelser. Paradoksalt nok imens han samtidig er ansat på et bureau, hvor han skal forfatte andre menneskers (kærligheds)breve. Det viser sig dog, at Theodore har ganske nemt ved at italesætte store og komplekse følelser for Samantha – og ironisk nok er det kun via sproget, at han kan interagere med hende. Sproget er interfacet til Samantha. Hvis man samtidig anlægger et socialkonstruktivistisk syn, hvor  virkeligheden skabes via sproget, kan man dermed godtgøre Samanthas følelser og deres forhold som værende ægte.

Filmen er både smuk i sine store emner, men visuelt er filmen også en enorm nydelse med kostumer, der minder om en COS-kampagne (og vi ser mænd i utroligt højtaljede bukser). Dertil kommer det, at Her er noget så flot med en farvepalette, der mimierer David Hockneys brændte, falmede pasteller, med enormt smukke og haptiske billeder, der netop understøtter filmens tematik om kropslighed. Når et støvkorn så smukt flyver i solens stråler, og man får lyst til at gribe ud efter dem, eller når man misser med øjnene, da Theodore ligger på stranden, og man kan mærke solen og strandsandets varme, så understreger det netop, at vi sidder i én dimension, i én verden, Samantha i en anden, og Theodore i en tredie – men de ting han gennemlever, dem kan vi også selv mærke og føle.

Her er ikke en sci-fi film. Det er en vaskeægte kærlighedsfilm, og så endda en smuk en af slagsen.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

10 comments on “Film: Her”

  1. Nu må jeg hellere komme ind at se den. Jeg så traileren for et stykke tid siden og blev med det samme fanget, og den har jo også fået superanmeldelser. Godt at høre, at den rører på mange planer.

    Og tak for sidst – det var dejligt med en status på alle dine projekter 🙂

    • Haha, nej vel? Elsker den term. 🙂 Var selv omkring Visuel Kultur på min uddannelse, og det var der jeg stødte på begrebet. Skrev en opgave om det haptiske interface i sin tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *