I filmen Inside Llewyn Davis følger vi i en uge i 1961 i Green Village, New York den unge folk-musiker Llewyn Davis, og de strabadser han må gennemgå; Han har ingen penge, intet sted at bo, han har gjort en vens kæreste gravid, hans far er dement, hans musikmakker har begået selvmord, og han mister sine venners kat i New York. Filmen er inspireret af en faktisk musiker, Dave Van Ronk, som aldrig rigtig slog igennem, men som Bob Dylan så som sin inspirationskilde.

På én og samme tid er der en romantisme omkring den generiske unge håbefulde musiker, som Davis repræsenterer, men samtidig er Davis’ karakter også så fuld af selvmedlidenhed og selvoptagethed, at han er svær at holde af (på trods af de strabadser han gennemgår). Men alligevel, så sidder man alligevel og håber på, at det vil gå ham bare lidt bedre.

Filmens styrke – og egentlige budskab – er i de forskellige lettere karikerede karakterer, såsom den hidsige knocked-up veninde, en vanvittig jazz-musiker spillet fantastisk af John Goodman og et ældre, velhavende, intellektuelt par, som huser Davis for at få lidt etos-lån fra en ung, håbefuld folk-musiker. Jeg ser også skæbne, held og uheld som en gennemgående tematik i filmen – eksempelvis slutter filmen med en kort glimpt af ung, krølhåret musiker – Bob Dylan, som sidder på netop samme bar, som Davis har spillet på gentagne gange uden at få succes. Hvorimod Bob Dylans skæbne – den kender vi.

Det visuelle udtryk er grå/brunt, meget douchet og støvet, og er med til at give filmen en helt særlig stemning – en blandning af romantisk nysgerrighed omkring tidsånden og “de arme” folk-musikere samt en sløvhed og håbløshed.

Hvis I vil læse mere om kostumevalget for filmen, så læs her et interview med kostumedesigner Mary Zophres og her et interview med Coen brødrene om at caste den rigtige skuespiller,

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *