I starten af året beskrev jeg, hvordan jeg var træt af rod, ting og sager over det hele. Derfor gik jeg igang med en større declutteromgang. Et af de områder, der trængte til en omgang declutter var garderoben. For mig handler det om økonomi, om at jeg godt kan lide tanken om en lille, men effektiv og alsidig garderobe (især når man bor på 50m2) og så handler det om miljø. Derfor har jeg gjort nogle overvejelser omkring min garderobe, og her kigger jeg blandt andet til Trine Lykke, Thea og bloggen Into Mind, hvis refleksioner og idealer går meget godt i spænd med min declutter-tilgang. Jeg er nået frem til følgende:

At jeg ikke er minimalistisk i min stil (ikke nogen overraskelse der), hvorfor det også kan være svært for mig at have en minimalistisk garderobe. (Dette betyder dog ikke, at jeg skal have en giga garderobe.) Derudover så klæder jeg mig kontekstuelt på. Det betyder blandt andet, at min stil om vinteren bliver mere sort/hvid og klassisk, hvorimod jeg drages af blomster og pasteller, når det bliver forår og sommer. Yderligere så har jeg brug for en garderobe, der er gearet til forskellige aktiviteter:

  • Arbejde (5 ud af 7 dage), som indebærer pænere tøj, men som stadig er mig – ikke nogen grå kontormus her, tak!
  • Weekend (2 ud af 7 dage), som indebærer lidt finere tøj, men hvor jeg kan give den lidt mere gas end i hverdagen.
  • Fester (1 – 2 gange ugentligt), som gerne må være spraglet og farverigt, men som også gerne må være sort og raffineret.
  • Fitness (3 gange ugentligt) – det giver vist sig selv, hvad det indebærer.
  • Hjemmetøj til afslapning og hygge – jeg skifter ofte tøj, når jeg kommer hjem fra arbejde, og jeg tuller gerne rundt i hjemmetøj i weekenden, hvis den står på sofahygge. Tøjet her skal være behageligt, men jeg vil også gerne se lidt pæn ud imens.

Det betyder, at jeg gerne vil have en garderobe, som kan indeholde alt det ovennævnte, og det betyder også, at det er OK, at jeg ikke bruger alt mit tøj hele året rundt. Noget tøj virker for mig kun om vinteren, noget kun til fester og noget kun til arbejde og så videre. Det betyder dog også, at jeg helst skal undgå at købe tøj ind efter lejligheder – fordi jeg så godt kan blive revet lidt med af stemningen og købe noget, der ikke stemmer overens med min grundstil. Eksempelvis må jeg ikke købe tøj specielt til, når jeg skal på Roskilde Festival.

Et billede af vores garderobe. Den er ikke specielt fotogen, og jeg kunne måske godt lige have ryddet op, inden jeg tog billedet. Den består af en IKEA MALM-kommomde, hvor vi begge har tre skuffer samt en bøjlestang hver. Jeg har kjoler, blazere og skjorter på bøjlestangen. Toppe, trøjer, sweatre, bukser, shorts, nederdele, strømper, strømpebukser og sportstøj i skufferne. I kufferterne gemmer vi IKEA-net til vasketøj, og jeg har lidt tøj, som jeg kun bruger på rejser.

Sidste år lavede jeg denne stilanalyse, og ikke meget har ændret sig siden da. Så pointerne herfra tager jeg med mig, og holder mig til – fordi de er med til at sikre, at der er en rød tråd i min garderobe på tværs af årstider og lejligheder.

Hvad har jeg konkret gjort:

1: Jeg noterer alle mine køb ned for 2014 – både tøj og skønhedsprodukter. Det skaber overblik både økonomisk og over garderobens indhold. Dette medfører også, at jeg overvejer en ekstra gang, om jeg reelt vil købe noget pågældende tøj, da jeg ved, at det skal skrives ned på en liste. En liste, som jeg helst ikke vil have bliver alt for lang.

2: Jeg har – endnu engang –  ryddet op i min garderobe, og der ligger nu en IKEA-pose med tø i kælderenj, der skal sælges engang ved lejlighed. Det ville klart være bedst, hvis det ikke var nødvendigt for mig at rydde ud i garderoben for ofte – jeg vil helst have tøj, som jeg ikke bliver træt af. Samtidig så tror jeg dog, at det altid vil være nødvendigt at rydde ud engang imellem. Så længe jeg får solgt eller byttet tingene, så er det OK.

3: Jeg er ved at notere hele min garderobe i et dokument, og så overvejer jeg at oprette en Polyvore, så jeg kan lege lidt med nogle forskellige sammensætninger af min garderobes indhold.

4: Jeg overvejer at holde et par shoppefrie måneder i løbet af året. Jeg tænker, at det skal være juni + juli  og evt. november også.

Længden af dette indlæg til trods, så har jeg ikke brugt vanvittigt mange timer på dette her – fordi det for mig blot er tøj, og jeg vil ikke gøre det til en omgang raketvidenskab. Omvendt så synes jeg, at det at købe tøj og at klæde sig på er en hyggelig beskæftigelse, hvorfor jeg ikke vil have dårlig samvitighed, når jeg køber nyt. Jeg skal blot sikre mig, at det jeg køber, så er gode køb, som jeg vil få brugt mest muligt. Det er nemlig bedst for min pengepung, for pladsen i mit skab og for miljøet.

Hvad er jeres tilgang til jeres garderober? Er det overhovedet noget I tænker over? Og i så fald, hvilke tanker gør I jer?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 comments on “Declutterproces del 1 – garderoben”

  1. Jeg er også meget inspireret af Trine Lykke, og især hendes enkle og meget rammende spørgsmål “Har jeg noget i mit skab, der kan gøre det samme for mig som det her stykke tøj, jeg er lige ved at købe?” Den har reddet mig fra at købe en del flere kjoler 🙂

  2. Hvor er det en god idé. Skulle jeg måske lære af. Bor selv på 33m2, så har ikke så meget plads.

    I øvrigt – hvis du nogensinde skiller dig af med din gule flæsekjole fra Berlin, så sig endelig til! 🙂

  3. Sjovt, jeg har også lige skrevet lidt om det her med, at en lille garderobe ikke nødvendigvis behøver betyde en sort/hvid garderobe (selvom der naturligvis ikke er noget galt, hvis det gør det). Og i modsætning til Marina herover, så er jeg kommet frem til, at jeg behøver flere kjoler, helst omkring 5 mere end nu, fordi det er det, der passer bedst til mine behov.

    Der bliver kunsten til gengæld at være tålmodig, synes jeg, for ihh, hvor kan jeg godt nogen gange bare have lyst til at skynde mig at få købt det manglende antal kjoler og så få det overstået. På de tidspunkter er jeg lige nødt til at slå koldt vand i blodet og minde mig om, at grunden til at mine kjoler fungerer så godt for mig er jo, at de ikke bare er tilfældige køb, men nogle jeg har tænkt over længe over (så længe man nu tør, når de alle sammen er købt på Etsy’s vintage sider) og virkelig elsker.

  4. Det er sejt, at du er i gang med alt det. Jeg tænker ikke på min garderobe som en ting, der skal styres. I år har jeg indtil videre købt 5 par underbukser som det eneste. Med mit fokus på økologi og bæredygtighed er det, som om al glansen er gået af shopping. Det er sjovt, som viden og øjenåbnere på et punkt (for mit vedkommende mad) smitter af på andre dele af ens liv. Det kan jeg godt lide.

  5. py ha, du rammer virkelig et ømt punkt i mig. det her indlæg har virkelig sat tankerne i gang. jeg er selv i gang med et kæmpe oprydningsprojekt herhjemme, både af tøj,sko,makeup osv. det virker næsten uendeligt for mig. men jeg er i gang og på vej, og det går godt. faktisk så godt at jeg er begyndt at ville “belønne” mig selv med nye indkøb “fordi jeg jo smider så meget ud”osv. ha ha ha, det er så fælt. tak for et super godt indlæg og en påmindelse om at det er en lang proces og det tager tid at vænne sig til nye indkøbsvaner og sortering. 🙂
    Vh Katrine

  6. Jeg elsker at læse om andres tilgang til garderoben, speciel din slags, som ikke er sort/hvid og dyrker garderobe-navelpilleri i stor stil, som mig.

    Jeg er helt sikker på at den opmærksomhed du giver din garderobe vil gavne dig rigtig meget. Selv bruger jeg langt mindre tid på at tage tøj på, og ved præcis hvad der virker.

    Tak for et godt indlæg, og for et link 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *