I Wes Andersons smukke, smukke lille filmperle The Grand Budapest Hotel kan man få lov til at forsvinde og fordybe sig i en gribende historie, formidlet på aller flotteste vis med et sandt festvyrvækeri af klassiske Wes Anderson filmiske virkemidler; såsom et meget teatralsk scene set-up, panoreringer og smukke kostumer. Den er – som mange andre af hans film – finurlig, og vi præsenteres for en herligt persongalleri, som bærer hele filmens plot og fortælling.

Filmens hovedkarakter er hotelportneren, Gustave H. hvis baggrund man ikke kender til, der tager lobbydrengen Zero under sine vinger, og lærer ham op. Gustave H. er en kompleks karakter – på den ene side fjollet, som han hele tiden bryder ud i at citere digte på de mest ubejlighe tidspunkter, hans excentriske vaner – eksempelvis hans forbrug af parfume, men samtidig er han loyal, ærbar og særdeles mandhaftig. Selv hans seksuelle orientering er kompleks. Karakterne i filmen har så meget dybde, at filmen aldrig bliver for flad og historien for tynd. Deres drømme, håb og ambitioner driver dem frem, og dermed også plottet i filmen frem.

Det er egentlig en rammefortælling, inde i en rammefortælling. Vi præsenteres for en ung kvinde, der i nutiden læser en afdøds forfatter bog, som han skrev i 60’erne, om nogle begivenheder der foregik i slut 30’erne lige inden Anden Verdenskrig. Selvom det lyder forvirrende, så er det det ikke. Tværtimod medfører dette, at Wes Anderson kan vise, hvordan tiden går, og små (visuelle) historiske glimt på aller fineste, diskrete, men alligevel effektfulde vis. Det er utroligt, hvordan et hotels indretning kan sige så meget om dets kultur og samtid.

Derfor er filmens egentlige og primære historie i min optik, ikke det fine eventyr om hotelportneren Gustave H.’s fejlmæssige framming for mordet af hans elskerinde. Derimod handler filmen om, hvilken skæbne der er overgået det hedengangne kulturelt svulstige Østeuropa efter Anden Verdenskrig og sidenhen Jerntæppet. På den måde formår filmen både at fortælle en sød, lille historie, men samtidig at brede sig ud og fortælle den noget større historiske fortælling.

Det var sand nydelse at få lov til at forsvinde ind i et smukt, lukket magisk univers – men samtidig formår Wes Anderson at undgå det romantiske banale ved netop at kunne gribe karakterne og tidsåndens dybde. Et lille, storslået, mesterværk.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 comments on “Film: The Grand Budapest Hotel”

  1. Hej Michelle! Dejligt at finde en anden aarhusiansk-blogger, der kører en mere hyggelig og personlig blog – fremfor alle de fashionistas derude. Glæder mig til at følge med 🙂 Kh Sheena

    • Hej Sheena! Tak skal du have – jeg er glad for at du finder bloggen hyggelig 🙂 Og dejligt at du vil følge med!

  2. IHHH Vil SÅ gerne ind at se den! Knuselsker Mr. Anderson og hans skæve, finurlige filmperler. Og rart at hans nye film (også) har fået mange roser.

    • Ja, IND og AFSTED til biografen med dig! hans film skal nu altså gerne ses på de store lærreder, så man virkelig kan fortabe/fordybe sig i hans billeder.

    • Juhu! Hvor er jeg glad for at kunne lokke ind ind i biografen efter min anbefaling. Jeg er glad for at du kunne lide den 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *