Siden sidst har jeg…
Nydt at have en masse grønt og blomster til at stå rundt i lejligheden. De kommer alle fra Jonas’ mors have.
Haft en søndag morgen, der startede med croissanter fra favoritbageren.
En anden søndag tilbragte vi lidt udenfor Aarhus, hvor vi samlede ind for Dansk Røde Kors. Efterårssolen skinnede og det var skønt at få tre-timers frisk luft.
Jeg er så katte-skruk, at det halve kunne være nok. Disse tre killinger holder til hjemme hos Jonas’ forældre, og den sorte laban her var meget, meget tæt på at komme med hjem. Desværre så synes jeg ikke, at en kat skal bo i en lille lejlighed på 5. sal. Men åh!
Overalt – vitterligt overalt – i Aarhus skyder der Frozen Yoghurt steder op. Og selvom jeg er glad for at de endelig kommer til Aarhus efter at have savnet dem, siden jeg boede i Berlin, så er nogle steder klart bedre end andre. Den på Vesterbro Torv er ganske hæderlig.
Der er kommet nye ejere til cafeen på Godsbanen, så Jonas og jeg blev naturligvis nødt til at tjekke deres brunch ud. Den er mja ok. Men det er et stort plus, at de serverer grød med forskellige toppings.
En regnfuld eftermiddag efter arbejde mødtes jeg med Jonas på Langhoff og Juul. Det var hyggeligt at sidde indenfor i varmen med en kop varmt og kigge på gaden udenfor, imens regnen silede ned og folk ilede for at komme videre.
