Vi er allerede 11 dage inde i det nye år, og jeg er klar til at starte på en frisk endnu engang med tomme sider i kalenderen (eller… felter i googlekalenderen, that is), nye målsætninger, planer, nye håb og drømme. Men først vil jeg starte med at lave et tilbageblik for 2014. Jeg synes, det er pudsigt som, hvordan man opbygger en bagudskuende fortælling på ens liv. Bloggen her virkelig en gave – billederne er med til at kickstarte hukommelsen og minde mig om alle de små ting, der er sket. Ting, der ellers nemt kan gå i glemslen, når hverdagen suser forbi.

Når jeg ser tilbage er jeg grundlæggende rigtig, rigtig glad for 2014 – det har været et hektisk år med nyt job, som helt klart har fyldt meget. Jeg har rejst en del – en ting, jeg faktisk helt havde glemt. Jeg har lavet en masse virkelig dejlige ting sammen med alle mine veninder – koncerter, festivaller, set film, hygget, festet og danset. Min niece Anna kom til, og jeg glæder mig til at lære hende endnu bedre at kende til næste år. Min søster og hendes kæreste har været så seje. Og så synes jeg at 2014, har været et rigtig godt år for mig og Jonas (jeg håber, at han synes det samme). Han er virkelig god.

DSC_00012

Januar var stille start, refleksioner og planer for 2014. Da 2013 ikke lige var mit år, havde jeg aktive planer for vende lykken. Hvordan det er gået med mine målsætninger for 2014 vender jeg tilbage til. Jeg ladede op  og startede roligt ud.

DSC_0074

Derefter fulgte den korte lille måned, som er Februar. Måneden fortsatte hvor Januar slap, hvor jeg havde brug for at overveje og reflektere – der var mange tanker i mit hovede. Heldigivs har jeg en række gode veninder – både i Aarhus og I København, som blev flittigt brugt, når tankerne skulle ud og gennemtænkes. Jeg gik en del i biografen, og så startede jeg et intens og kortvarigt forhold til Sallings fastelavnsboller.

DSC_0016

Nyt job var tematikken for Marts måned. Det handlede for mig om at mærke efter i maven og handle på det. Mit hovede var fyldt, når jeg kom hjem fra arbejde, så jeg fyldte tiden op med gode ting derhjemme og fokuserede på mit hjem og ro. Jeg sov længe i weekenderne, købte planter (sukkulenter, fordi de er overlevelsesdygtige), sørgede for at lave god mad – i særdeleshed morgenmad og så fik jeg set et årets for mig stærkeste film; Her.

DSC_0050

April var forårets komme, blomsterkøb og grønne farverige spirer og knopskydninger i parker og haver. Jeg nød årets første is, de spæde, spæde solstråler og så begyndte jeg rydde op i mit hjem. Kælderen blev tømt, ting sat til storskrald eller afleveret hos genbrugsbutikker, tøjskabet fik en overhaling. Det var måneden hvor Jonas fyldte 30 år – og jeg kunne ikke fejre ham på behørig vis, da jeg skulle arbejde til sent, sent om aftenen.

DSCF0431

På en måde står Maj lidt fragmenteret for mig- der skete nemlig en masse forskellige ting. Den stod på søstertur til Budapest, hvor vi spiste søde konditorkager, var til opera, så på street art, besøgte termalbadene og søgte læ for regnen på gode spisesteder. Jeg skrev nogle af stederne ned her. Desuden bød måneden også på tøsetur til Ebeltoft med mine mediepiger, hvor vi hoppede i havet, som stadig var koldt, koldt, koldt, drak øl og fejrede hinanden. Jeg var til bryllup hos min veninde Louise, og så var Maj var også en smuttur til London i forbindelse med mit arbejde – jeg fik først skrevet om turen langt senere, men det var en hyggelig tur, da jeg var så heldig at Jonas skulle til samme konference. Vi havde en rigtig hyggelig dag sammen i Shoredith, som jeg beskrev her. Det var også i denne måned at jeg var til Spot Festival og sammen med Sofie vandt en innovationskonkurrence.

DSCF0570

Sommeren startede i Juni og blev kickstartet med en masse hyggelige komsammener. Vi spiste god mad hos Louise og Anders, var til globryllup hos Anne og Troels, som holdt reception i Uniparken og vi hørte musik på Northside. Jeg så frem til sommerferien – jeg tror aldrig den har været så tiltrængt, som dette år. Det var også i denne måned, at Jonas og jeg tog en stor beslutning sammen – vi skal giftes, og jeg glæder mig så meget.

DSCF1857

Juli var sommerferie for fuld udblæsning og startede med en tur til Roskilde Festival, hvorefter Jonas og jeg pakkede kufferten og tilbragte tre skønne, skønne uger i norditalien og Toscana. Den stod på solskin, god vin, dejlig mad, smukke udsigter og det bedste af det hele – en masse holden i hånd og kys. Alt det kan der læses mere om her.

DSCF1944

Selvom ferien var slut, var sommeren bestemt ikke – så når jeg fik hjem fra arbejde fyldte jeg mine dage i August med gode og sommerlige aktiviteter som en besøge GRIM Festival, Strandbaren og venindehygge, is-spisning og hygge i solen.

DSCF2292

Fine sensommer-september bød på solskin, klar luft, blå himmel og høst-sæson. Vi besøgte Food Festival, købte lidt godt med hjem, fik bugnende poser med hjem fra Jonas’ forældre. Desuden bød måneden også på en tur til Brasow i Rumænien med mit arbejde. Højdepunktet var dog da dejligste Anna, min lille niece, kom til. Måneden blev brugt på niecekram og søster-hjælp.

DSCF2445

Oktober var en travl arbejdsmåned, så weekenderne blev brugt på at lade op og finde ro. Den stod på the-drikning, chokoladespisning og magasinlæsning. Jeg fik løbet nogle ture ud af Brabrandstien, og jeg nøde de fine efterårsfarver.

DSCF2414

November fortsatte i samme hektiske arbejdstempo, og jeg forsøgte at balance mellem projektlederkursus, travle  arbejdsdage i Aarhus og EU-review. Når der var tid gik jeg ture i efterårssolen og især Godsbanen blev flittig besøgt, og jeg skruede op for selvforkælelsen med nogle besøg hos Naturskøn.

DSCF2928

December blev en af de mere hektiske (og mere hektisk end tidligere års udgaver) med afslutning af mit kursus, og så havde jeg fokus på min familie. Jeg tilstræbte at fylde de få friaftener ud med julehygge, men det blev knebent, hvad jeg kunne nå. Men de dage, hvor det lykkedes, var der hygge og dejlig stemning – blandt andet til min fødselsdag, som blev fejret over en hel weekend og julemiddag med Jonas’ forældre. Jonas var ekstra sød i denne måned, og han sørgede for så mange ting – blandt andet for mig. Vi havde nogle gode snakke, og putteaftener på sofaen. Tiltrængt.  Året blev sluttet af med en tur til Finland for at besøge min veninde.

Nu venter 2015 på at blive indtaget. Jeg er så klar. Er I?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 comments on “Året der gik 2014”

  1. Jeg GLÆDER mig til I skal giftes. I er min yndlings historie! Også lidt fordi min egen kæreste hedder Jonas 😉

    • Haha, Clara Oline, hvor er du sød! Jeg glæder mig bestemt også 🙂 Og Jonas er bare et rigtig godt kæreste-navn.

Skriv et svar til michelle Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *