I morgen tager Jonas og jeg til Nepal. Vi skal lave frivilligt arbejde for projektet “Jysk Landsbyudvikling i Nepal“, hvor vi skal være en del af et skoleudviklingsprojekt med fokus på at understøtte de nepalesiske læreres egne motivationer. Vi skal bo i området Madi i sydnepal i junglen, hvor Jonas og jeg skal bo hos et andet ungt nepalesisk ægtepar. I kan se en dokumentar om projektet her.
Vi starter i Kathmandu og derefter går turen til landsbyerne. Efterfølgende vil Jonas og jeg rejse lidt rundt i Nepal, hvorefter vi tager en ti-dages ferie i Goa, inden vi slutter vores lille rejse i Irland for at besøge Jonas’ lillesøsters kærestes familie.
Rygsækkene er pakkede (også i dén grad), lejligheden er gjort klar til overdragelse, der er sagt på gensyn til vores familie og venner og nu sidder vi blot og hygger, inden vi skal i seng. Jeg har pakket min iPad, så måske kan jeg blogge derfra, men eftersom der ikke er strøm i landbyerne, bliver det nok en kende svært.
Inden vi rammer Danmark igen er der gået 82 dage. Det er egentlig langt tid. Ih, hvor jeg glæder mig!