Mad

Café Drudenfuss

En af min absolutte favoritcaféer i Aarhus må ubetinget være Café Drudenfuss. Det er en hyggelig lille café liggende på hjørnet af Graven og Studsgave i Latinerkvarteret, som indbyder til intime samtaler, fletten fingre under bordet og grin. Det er et livligt hænge-ud-sted med et blandet publikum med en afslappet atmosfære og altid kæk servering. Stedet fungerer godt på en doven søndag til brunch eller lækker tømmermandsmad (de serverer blandt andet dönere og vegetarhottere, som efter sigende skulle være ret gode), ligesom det er et herligt sted at hænge ud en torsdag eller fredag aften, da de laver nogle gode Gin & Tonics og andre drinks.

Jeg kommer der primært for deres brunch i weekenden eller for en øl eller G&T en hyggelig aftentime, hvor man kan sidde indendøre ved et af deres mange borde, men jeg kan nu også varmt anbefale en plads i solen udenfor på deres borde/bænkesæt, imens man drikker et glas vin, misser øjnene mod solen og kigger på mennesker, der går forbi.

Cafe Drudenfuss
Graven 30, 8000 Aarhus C

Påskerier

Aaaah… denne påskeferie har gjort godt. Sådan helt ind til benet godt. Jeg fik ferie fra tirsdag eftermiddag, gik hjem fra arbejde med en lidt høj puls (hvorfor skal man altid have vildt travlt op til ferie med titusind deadlines og ansøgningsfrister lige efter påsken?!), så jeg følte mig slet ikke klar og gearet til ferie, men jeg må sige, at jeg virkelig kom efter det. Der er blevet pustet dybt ud, og batterierne er nu fuldt opladte igen.

Hovedingredienserne til denne ferie har bestået af at sove længe hver morgen, is-spisning, blomster, kys, en tur i Spaniens grossérbad som sendte pulsen ned i aller laveste gear, morgenbrødsbagning, middagslure, besøg af venner fra nær og fjern, læsning, gå-ture, computerspil, serie-kigning – alt sammen med sødeste Jonas ved min side. Vi har vitterligt lavet ingenting, og det har været skønt. Her kommer et minde indblik i min påskeferie. Jeg håber, at I har nydt påsken og fået pustet ud?

{Jeg startede med at købe en stor buket forårsfarverige ranunkler.}

{Jeg spiste is med min søster i Rådhusparken.}

{Weekenden inden selve påskeferien tog jeg til København for at deltage i min venindes polterabend. Temaet var SATC, så den bød på blandt andet de fineste og lækreste cupcakes fra Serenity Cupcakes. Hvis jeg boede i København, så tror jeg, at jeg ville være en flittig besøgende…}

{Gå-ture under den klareste blå, blå himmel.}

{Påskefrokost hos Louise i hendes fine udestue (eller orangeri, som jeg ynder at kalde det) sammen med de andre Blå Tænder. Her blev der blandt andet snakket om høns, havedrømme, fremtidsplaner og spændende rejseplaner…}

{Brunch på Café Drudenfuss med Jonas påskesøndag. Deres nøddesmør var himmelsk!}

{Mere is-spisning. Denne gang fra favoritstedet, Suppestegogis, og sammen med min søde mor, som kom på Aarhus-visit.}

{Det gør mig så glad, når forårsblomsterne begynder at springe ud.}

Gode morgener

Morgenstund har guld i mund, siges det. For mig er det essentielt at starte dagen ud med et godt morgenmåltid, hvor der er tid til at lytte til P1, stene på Instagram og tjekke e-mails. Nu hvor det er blevet lunere i vejret, bliver min sædvanlige havregrød (enten med æble, mandler, rosiner og kanel eller peanutbutter, mandler og banan) skiftet ud med én af de tre nedenstående. (Og nogle gange bliver det blot til en ristet skive rugbrød med enten ost eller laks).

Har jeg fire brune bananer til at ligge, så er det rimeligt sikkert, at de ender som banana granola fra The Green Kitchen Stories. Den er sød, den er crunchy og den er gennemlækker. Jeg spiser den med yougurt til, og hvis jeg har bær til at ligge, kommer de ovenpå. Et lille tip: Lav altid dobbeltportion, for den ryger hurtigt. Og den er et hit som værtindegave.

Birchermüsli eller kold køleskabsgrød om man vil. Jeg freestyler ud fra denne opskrift fra The Food Club, som i øvrigt er min favorit madblog – her serveres der altid gode, velsmagende uden-så-meget-p**-retter og så endda på allersmukkeste vis. Flere af Dittes retter er blevet en del af min hverdagsretter-portfolio. Jeg laver iøvrigt altid min birchermüsli med blåbær, som jeg synes giver en fin lilla farve, men måske jeg en dag skal kaste mig ud i nogle flere smagsvarianter.

Blåbærpandekager… Gerne i en stor stak og med lidt sirup til. De serveres dog mest (kun, faktisk) i weekenden. Her kommer min opskrift:

Amerikanske (blåbær)pandekager. (20 stk.)

200 g. mel
1 spsk. sukker
4 tsk. bagepulver
1/2 tsk. salt
2 æg
3 1/2 dl. mælk
1/2 dl. smeltet smør.
Frosne blåbær.

Bland mel med sukker, bagepulver og slat.
Pisk æggene sammen med med mælk og det smeltede smør (som evt. gerne må være kølet af).
Hæld det i og rør dejen ensartet. Den skal være ret fast og tyktflydende.
Lad dejen stå i 1/2 time.
Kom lidt smeltet smør på på panden, varm det til det syder og hæld lidt dej på i 2 – 3 portioner afhængig af pandens størrelse. Pandekagerne skal være ca. 10 cm. i diamater – og gerne med lidt højde. Tilføj en skefuld (5 – 10 stk) frosne blåbær.
Når hele overfladen er dækket af bobler og kanten er fast, vendes pandekagerne.
Steg dem til de er gyldne og faste.
Tør evt. panden af imellem stegningerne, så der ikke er branket smør på panden.
Server med sirup, smør, honning, flere friske bær eller hvad du nu end synes, der er godt.

Hvad med jer? Hvad er et hit på jeres morgenbord?

Hverdagsluksus

I søndags mødtes nogle veninder og jeg til brunch hjemme hos mig. Der blev snakket, drukket kaffe, spist, strikket (ikke mig!) og hilst på lille Anker, som kom til verden for en måned siden. En af veninderne havde taget en lille værtindegave med i form af lækker chokolade og god the. Det er gode veninder, der lige ved, hvad man synes, der er godt til et lille luksusmoment i en travl hverdag.

Det er blandt andet hverdagsluksus for mig, når:

  • Jeg kan se en række Gossip Girl afsnit på netflix og svælge i teenageintriger og pæne kjoler.
  • Spise chokolade og drikke god the.
  • Vi veninder ses, spiser og hygger, og kan slappe af i hinandens selskab.
  • Jeg bruger tid på at pleje mit ansigt med god ansigtsmaske og bruger tid på at lægge neglelak.
  • Der står blomster i lejligheden.

Hvad giver jer følelsen af luksus?

Ps. Kig i øvrigt forbi den fine og hyggelige blog The Luxury Factor, når I skal have et skud hverdagsluksus.

Italienske lækkerier

For noget tid siden spenderede Jonas og jeg en søndag aften på Grappa. Vi nød godt af  de forskellige klassiske italienske retter. Til forret: Fritto misto og vitello tonnato. Til hovedret: Risotto med Karl Johan svampe og gnocchi med gorgonzola alt imens vi nød en god, lækker hvidvin. Til dessert: En espresso til Jonas og panna cotta og tiramisu til deling. Det var skønt, veltilberedt og godt hele vejen igennem. Maden var god og betjeningen personlig – men det bedste var nu selskabet, og de snakke man kan få sammen, når man deler så god mad og vin.

Vi pønser på at tage til Italien til sommer og rejse lidt rundt – udover at ville spise vores vej igennem landet, så skal den stå på sol og strand. Kan I anbefale nogle gode steder, seværdigheder og must-sees?

Café Englen

Café Englen er et sted, jeg ynder at besøge for en god omgang morgenmad eller brunch. Det sker ofte, at Jonas og jeg står sent op om søndagen for at tulle rundt nede i byen efter morgenmad, og vi ender ganske tit på Café Englen. Deres djævlebrunch er syndig god, de serverer croque madame og så laver de nok verdens bedste kop varme kakao. Indretningen er hyggelig og eklektisk med en skøn parisisk stemning. Nu hvor forårssolen er begyndt at titte frem, så vil jeg også anbefale at sidde enten i den fine, hyggelige gårdhave eller ude foran, hvor man passende kunne nye en kop kaffe eller en øl, imens man ser andre aarhusianere slente forbi. Det er en skøn måde at tilbringe sin tid på.

Café Englen
Studsgade 3,
8000 Aarhus C

Renkost

På Jægerggardsgade ligger den økologiske købmand Renkost. En lille butik, der minder om teltene i Harry Potter’s univers, der på trods af deres ringe størrelse set udefra, viser sig at være meget større og rummelige. Renkost er en hyggelig butik med gange og kroge, hvor man kan gå på opdagelse i økologiske lækkerier. Butikkens sortiment spænder fra helsekost, kosttilskud, til hverdagsvarer og en skønhedssektion – de har sågar deres eget lillebitte bageri. Det er her jeg kan svælge i Pukka The’er, finde mandelmel og forskellige nøddesmør, bønnetyper man ikke vidstes fandtes og produkter, som man ikke lige kan finde andre steder. Der er også en afdeling for økologiske vine, som jeg tror, jeg skal have kigget igennem snarest. Skønhedsafdelingen rummer blandt andet mine favoritbrands: Jurlique, Dr. Hauscka og Weleda, og ved udgangen ligger en masse luksuschokolader, müslibarer og små snackposer og frister. Det er en butik, jeg besøger, når jeg vil have lidt ‘umf’ på luksus- og overskudskontoen.

Ren Kost og Krop
Jægergårdsgade 43-45, 8000 Aarhus C

Brunch på Kalaset og snak med gamle veninder

Sidste weekend tog jeg en tur til København, hvor jeg mødtes med en masse venner. Lørdag stod i brunchens tegn på Kalaset sammen med to af mine ældste veninder. Vi går tilbage til gymnasietiden, og jeg synes, det er utroligt hvor meget der er sket med os siden. Der sad vi, tre veninder, på tærsklen til nye liv. Den ene skal giftes til maj (hvor jeg i øvrigt skal være toastmaster) og afleverer speciale lige inden, den anden har gang i sin sangkarriere efter endt speciale, og jeg afleverede speciale i efteråret og står og skal til finde min vej i karrierejunglen. Selvom vi tre ikke ses helt så ofte på grund af afstanden over to bælte, så løber vi aldrig tør for samtaleemner, og vi kan snakke sammen, som om vi så hinanden flere gange ugentligt. Det er dejligt at vide, at de to piger, dem vil jeg altid have i mit liv.

Derudover så må jeg altså slå et slag for Kalaset – jeg fik de bedste blåbærpandekager, jeg længe har smagt, og den bedste omgang scramled eggs med stegte grøntsager til. Mmm!

Formiddagskaffe hos Street Coffee

I formiddags kl. 09.02 mødtes jeg med Lou  til en kop kaffe hos Street Coffee på Brammersgade, inden vi begge to senere skulle på arbejde. På trods af, at det er et lille bitte sted, og der var et konstant leben af mennesker, sad vi trygge og veltilpasse på en lille bænk og fik snakket og catchet up. Det er lang tid siden, at vi har set hinanden – vi har begge haft travlt i forhold til vores jobs, som kan fylde mere i hovedet end, hvad godt er. Da vi skiltes efter vores formiddagskaffe, kunne jeg høre fuglene synge og mærke solens skarpe, lyse stråler mod mit ansigt, imens jeg cyklede ned af gaden. Jeg tror, at dette forår bliver godt.

At starte sin formiddag godt med en hurtig men dyb snak kan gøre underværker. Det kan varmt anbefales.

Street Coffee
Brammersgade 15, 8000 Aarhus C

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...