Mad

Søndagssushi

Jonas og jeg har af og til (jeg ville egentlig skrive “ofte” eller “har tradition for” men det er vist en overdrivelse, trods alt) spist sushi om søndagen. Det er nok lidt atypisk, men jeg synes, at sushi er god mod (milde) tømmermænd, haha. Vi får altid sushi det samme sted fra, nemlig på Sota Sushi på Vestergade. Stedet er fancy og gennemført i både indretning og menukort, og serverer en lang række gode, friske japanske øl, og så de evigt lækre, snackgode edamamebønner. Mmm! Stedet serverer ikke running sushi, men det skal jeg altså prøve en dag (fra et godt sushisted vel at mærke!) – jeg er meget fashineret af sådan et rullende bånd med små sushianretninger. Jeg gad virkelig godt vide mere om sushi, så jeg kunne plukke mine favoritter ud fra menukortet fremfor altid at vælge en fast sammensat menu. Og så gad jeg godt at rejse japan tyndt, drikke japanske øl, kigge på kirsebærtræer og spise sushi dagen lang – men det er vist en helt anden snak.

Hvor: Sota Sushibar, Vestergade 47, Aarhus C.

Kan I komme med lidt gode sushitips? Hvilke slags sushi er jeres favorit? Og kan I anbefale et godt sted for running sushi (i Aarhus)?

Morgenmad på VW

Lige om hjørnet og ikke så langt fra hvor jeg bor ligger VW Cafe. Jeg nyder at komme der enten for at sidde og arbejde, for at hente dagens gryderet med hjem, og for noget tid siden var jeg så dernede med Jonas til en hurtig omgang morgenmad inden vi begge skulle på arbejde. Det koster 40 kr. for en tallerkenfuld morgenmadslækkerier, og som bonus kan man sidde i vinduet og kigge ud på den travle Thorvaldensgade, imens man langsomt starter sin dag.

Jul i haven med De Blå Tænders Klub

Jeg har været til årets første julearrangement. Sammen med mine veniner fra gymnasiet – De Blå Tænders Klub – fejrede vi julen ude i Anne Ds fine kolonihavehus. Vi ankom om eftermiddagen, hvor vi så sammen skulle hjælpen med maden og drikke en god stærk glögg. Anne D havde været i skoven og fundet pynt, det fine stel var også fundet frem, og katten Tigger gik og spandt. Vi (eller det var nok rettere Anne D) lavede flæskesteg med de sprødeste svær af en økologisk velfærdsdelikatessegris,  to lækre salater med grønkål fra haven, granatæbler, appelsiner og rødløg, sprøde kartofler i ovnen og så Anne Ds berømte sellerimos. Vi blev rigeligt mætte. Louise havde sørget for Ris ala Mande, og bagefter drak vi dessertvin og delte pakker ud. Vi køber én gave hver og trækker så lod om, hvem der skal have hvilken gave. Det er den hyggeligste, sjoveste og mest fredfyldte måde at holde jul på – langt væk fra alle ude i Anne Ds hyggelige kolonihave og i det bedste selskab, man kan forestille sig.

 

Kakaobar

Forleden fredag havde jeg brug for en tænkepause, så jeg gik en tur på Godsbanen og kom forbi Kakaobar, hvor jeg satte mig udenfor med et lille glas varm kakao. Imens sad jeg og kiggede ud på det fine område, hvoraf noget af det står til at blive rykket ned, når året er omme. Jeg fik tømt hovedet og klaret tankerne.

Det er sådan en skam, at dele af Godsbanen forsvinder – men måske området er særligt (re)kreativt, netop fordi det kun består i en begrænset periode?

Nu vil jeg også drikke en kop kakao. Jeg er nemlig syg i dag. Det er rigtig træls, for jeg synes jeg har titusind deadlines og ting, der skal klares, men det er svært at samle sig, når feberen raser i kroppen.

Bernth & co.

Forleden dag mødtes jeg med min veninde Ditte til frokost. Vi blev enige om at prøve den nye sted Bernth og co. til en omgang rimelig fancy sandwich.

Bernth & co. er en hyggelig, lille sandwichbiks på Borggade med et simpelt udvalg af sandwiches (surprise!). Tempoet er højt, ligeså er servicen og på den forholdsvis korte tid Ditte og jeg sad der og nød vores sandwich, vrimlede det vitterligt med kunder.

Brøddet til sandwichen er det lækreste friskbagte foccacia, og så er jeg så vild med, at de laver Banh Mi –  vietnamesisk sandwich, som jeg fik en del af, da jeg Jonas og jeg var i Vietnam. En Banh Mi bliver typisk serveret med masser af koriander – her havde de lavet den med en koriander-relish, let spicy svinekød og salat. Mmm.. den var god! Folk, der kender mig, vil vide, at jeg går op mine sandwich – jeg har nemlig engang arbejdet i en sandwichbar, haha.

Stemningen hos Bernth & co.  er hyggelig, rar og effektiv, og så sælger de også nogle forskellige slags the, som jeg gerne vil kigge lidt nærmere på.  Jeg kunne virkelig godt finde på at sætte mig derned med min computer en dag til en arbejdsfrokost, hvis jeg altså ville kunne få plads.

Lately…

Siden sidst har jeg…

Set dette fine citat på en lygtepæl i krydset ved Thorvaldensgade.

Luftet min blå skjorte jeg fandt på en genbrugstur. (nå ja, og kattehatten).

Været i teatret med Jonas, hvor vi så en række mindre foredrag om forskellige måder at forstå verden på. Spændende på den der “verden åbner sig for mine fødder” måde. Især en filosof, en fysisker, en kunster og en teolog gjorde det godt.

Jeg har haft kage-galore hygge med søde kager fra Emmery’s. (Jeg delte dem altså med nogen!)

Tullet rundt blandt bibliotekets bugnende boghylder.

Jeg har gået forbi Lyrum Rammer, og overvejet om jeg ikke snart skulle have et værk af Danial van der Noon op at hænge hjemme hos mig. Hans billeder har sådan et drømmende udefra-blik, som vækker følelser, jeg kan nikke genkendende til.

Jeg har spist frokost på Juliette med Jonas og en god ven.

Jeg har flashet mine nye smykker og ny chokoladebrun neglelak fra Essie.

Jeg har været på Aros med Jonas. (og det var ikke for at se Pas de Deux Royal).

Jeg synes dagene flyver afsted for tiden. Det er spændende at starte på nyt job, men også hårdt at skulle vænne sig til nye arbejdsgange, ny kultur og nye kolleger. Heldigvis er det virkelig et godt, fedt, stærkt fagligt og sødt team, jeg er landet i, og mine arbejdsopgaver er spændende. Men det er ligeså meget dét at vænne sig til et nyt liv – mine venner og veninder står også overfor nye tider og nye livssituationer, og det påvirker mig, kan jeg mærke. Jeg synes tingene går lidt stærkt, og netop derfor er det vigtigt at stoppe op og nyde de små fine ting i hverdagen.

Gaver

Okay, det der med at aflevere speciale… Det giver godt på gavefronten, hehe. Det er så skønt at få dejlige, betænksomme gaver. Her er mine gaver stillet fint op. Der var blandt andet fine smykker, god chokolade, masser af vin og cava, hjemmelavet blommemarmelade og -saft, friske hasselnødder, verdens største squash (hjemmedyrket), et gammelt “Alt for Damerne” fra 1957 som skal i ramme, ansigtsgodteri fra Jurlique, en ballon (yeah!), gavekort til wellness og smukke blomster i hobetal. Mine venner kender mig godt. Tak.

One year ago: July 2012

Roskilde moments

I nat kl. 02.53 trådte to støvede og trætte personer ind i den lille lejlighed på 5. Jeg skyndte mig i bad og derefter i seng, sov i 8 timer, stod op og i bad igen. Nu er jeg så småt udhvilet og ren og er klar til at bearbejde alle indtrykkene.

Fest om natten ved campingarealerne.

Hygge om dagen.

Reception og bobblefest for Sarah i anledning af hendes 10 års jubilæum.

Gode koncerter og oplevelser.

Seriøst god mad på pladsen. Jeg tror, jeg vil leve af jordbærmadder resten af sommeren.

Bedste venner.

I år bød denne Roskilde Festival på blandt andet:

– En hel del Long Island Ice Teas
– Soleksemramte knæhaser
– Tasketyveri (damn you, stupid man!), hvorefter en fantastisk sød person fandt den igen, og sørgede for at jeg gik den igen – med alt indhold (TAK!)
– Høj sol
– Yoga ved søen ved K.
– Pænt god mad – jordbærmadder er det bedste!
– Koncert med 3D briller på
– Uendeligt varmt telt om morgenen
– Whiskey og vodka i vandflasker
– Pølsehorn og makrelmadder
– Gode koncerter med blandt andet: Mokoomba, Savages Tremoro Tarantura, Parquet Courts, Efterklang, Unknown Mortal Orchestra, Sigur Rós, Linkoban, Black Rebel Motorcycle club, Queens of the Stone Age og Kraftwerk.

Jeg glæder mig faktisk allerede til næste år.

Emmery’s

Emmery’s. Man kan købe brød der. Prøv deres brunch/brødbuffet med tapenader og marmelader. Deres hinbærsnitte (som de tåbeligt kalder for en genfersnitte) er også anbefalelsesværdig.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...