Rejser

LONDON LOVES

… And we are off to lovely London. Ses på søndag. Indtil da vil jeg drikke en masse pints, spise fedtet fish’n chips, besøge markeder, købe kjoler, lytte til god musik, holde i hånd og kysse med Jonas. Tjut tjut!

HOI AN

Åh, smukke, smukke Hoi An! Her tilbragte vi tre rolige og afslappende dage. Hoi An er en gammel handelsby, som i det 18 århundrede var en central handelsby i sydøstasien. Dette skinner også igennem i arkitekturen, som er et smukt miks mellem kinesiske, vietnamesisk og japansk arkitektur.

Den gamle bydel er smukt bevaret (jeg må indrømme at, jeg er i tvivl om, hvor meget der er restuareret, og hvor meget der gik fri af Vietnamkrigen) og bystyret gør meget for at gøre byen turistvenlig- de har blandt andet hyret musikere til at spille folkemusik på forskellige pladser i byen (hvor autentisk, det så er, kan man jo diskutere), så når man går rundt i de fine gamle gader føler man sig lidt hensat til et slags Kinamandens land møder Disneyland møder Djurssommerland (uden forlysterne dog). Det bedste af det hele er dog, at de har gjort den gamle bydel fri for biler og scootere, så der er så dejlig stille og det var et rart break for de millioner af dyttende scootere, der findes i Vietnam.

Byen slår sig på at have mange skræddere, og med det samme vi trådte ud af bussen, blev vi mødt af en stime af mennesker, der ville høre om vi ikke skulle have lavet noget tøj. Det skulle vi ikke, hvilket i øvrigt godt kunne være lidt svært at overbevise dem om.

Én af dagene lejede vi et par cykler og cyklede mod stranden – en smuk lille tur i den bagende sol, der førte os langs floden. På stranden lagde vi os i skyggen af et palmetræ og vi badede i det varme, varme hav. Skønt. Men ellers blev dagene tilbragte med at tulle rundt i de gamle gader i den bagende sol. Roen, stilheden blev kun afbrudt af fuglefløjt fra de mange fuglebure, der hang overalt, og så ellers en ihærdig sælger nu og da.

I Hoi An deltog vi et “cooking class” på The Morning Glory Restaurant, (som i øvrigt var en helt fænomenal god restaurant) hvor vi blev kyndigt vejledt i at lave lækker vietnamesisk mad. Vi endte med at købe nogle redskaber og en kogebog med hjem, og nu glæder jeg mig til at kunne lave vietnamesisk mad herhjemme.

Derudover blev tiden for mit vekommende tilbragt hos Palmarose Spa (cheesy navn, I know), hvor jeg fik en 75 minutters hotstone massage, en 40 minutters body scrub og en pedicure og nå ja, dagen efter kom jeg igen for at få en manicure. Det kostede en slik i forhold til, hvad det koster herhjemme. Da jeg havde fået min massage, og jeg åbnede mine øjne var hende, der havde masseret mig, 10 cm. fra mit ansigt og med store øjne og et stort smil, sagde hun: ” You are soooooo beautiful!”. Haha. Jeg blev vist lidt forlegen (havde jo ikke sådan vildt meget tøj på) og fik mumlet et tak. Efter min body scrub, kom hun hen til mig, gav mig en silkekimono på, og spurgte om hun ikke nok måtte sætte mit hår. Det måtte hun da gerne. Imens, sagde hun “When you smile, the sun shines, and you look like Barbie!”. Det er vist den vildeste kompliment, jeg nogensinde har fået. Under pedicuren sad de andre ansatte piger der også. De var lidt generte men samtidig meget nysgerrig på, hvad jer hvad for én. Undervejs var der én, der kom hen, nev mig i kinderne og sagde “So cute!” og så fortalte de mig endnu engang, at jeg lignede Barbie med mit lyse hår (!). Jeg prøvede at fortælle, at derhjemme er jeg altså brunette, men det grinede de bare af. Min lyse hud, min højde (de sagde i kor “åååååh” da de hørte, at jeg er 174 cm.) og især min næse var de dybt betaget af. Jeg synes tilgengæld, at deres lange sorte hår, de skæve mørke øjne, de flade næser og deres petit størrelse er noget så feminint og smukt.

 

HALONG BAY

Fire timer med en bumby bus med en ualmindelig entuiastisk guide, der snakkede dårligt engelsk uafbrudt, og som insisterede på en omgang karaoke, en cruise der var alt, alt for dyr, med påtrængende tjenere og dårlig mad, skrald i vandet og alt for mange turister, der blev gennet frem og tilbage som kvæg og et lille svindelnummer, kunne ikke ødelægge, hvor smuk Halong Bay er.

 

HUE

I Hue (udtales “hway”) havde vi kun én overnatning. Hue er den gamle kongeby, og man kan ikke krydse en gade uden at se en gammel kongegrav eller pagoda. I midten af byen ligger den gamle citadel, hvor kejseren, hans konkubiner og følge levede, som er hovedattraktionen i byen, men for os var den største “seværdighed” da vi lejede nogle cykler og cyklede rundt på må og få lidt udenfor byen under den bagende sol. Her kom vi forbi de smukkeste haver, og vi fik en portion varm og stærk krydret  Bon Bu Hue – suppe med risnudler, bønnespirer, oksekød og krydderurter.

Det var i øvrigt her, hvor vi spiste på en restuarent og da vi bad om endnu to øl, fik vi regningen. Det tog vi som et tegn og gik. Herefter  fandt vi et diskotek, hvor der blev spillet meget højt og dårlig diskomusik, imens de unge vietnamesere sad med hver deres drink og kiggede ud i luften uden at tale sammen, idet musikken var for høj og overdøvende.

 

SAPA

Så tager jeg fat på Vietnam-indlæggene. Jeg har jo som sagt taget enormt mange billeder, og jeg kunne slet ikke finde ud af, hvor jeg skulle begynde. Men nu tager vi sammen turen fra nord i Vietnam og hele vejen syd ned igennem landet. Vi tog toget til Sapa, som ligger i det nordlige højland i de tonkinesiske alper. Med det samme vi stod ud af toget kunne vi mærke, at luften var renere, lettere og køligere. Sapa-by ligger gemt i de smukke høje bjerge og omrking byen ligger forskellige små landsbyer, hvor de forskellige stammefolk hører til. Red Dazo, Black Thai, H’mong som alle har forskellige dragter, sprog og kulturel praksis. Hvad de dog alle havde tilfælles, var at de havde tillært sig engelske fraser som “where’ you frooom?”, “how old?” “girlfriend, boyfriend?” (imens de pegede frem og tilbage imellem Jonas og jeg) efterfuglt af “Nice couple!”. De små kvinder fuglte nysgerrigt én i hælene – både inde i Sapa-by, men de gik også flere kilometre efter os, da vi trekkede gennem bambusskoven, op af bjergene og ned af de mudrede bakker. Det viste sig dog, at deres nysgerrighed også var tæt forbundet med, at de gerne ville sælge os deres håndværk såsom broderede puder, smykker og tasker. “You’ buy from me?”, “maybe later?”, “you promise? Pinky promise?”. Selvom de fuglte én tæt, og selvom de var nogle ihærdige sælgere, var de samtidigt noget så søde.

Der var så smukt i Sapa. Omgivet af de høje bjerge, risterasserne og stammefolkene følte man sig hensat til en enventyrlig verden. Vi valgte at tage et såkaldt “homestay”, hvor vi skulle trekke i to dage med en overnatning i en af landsbyerne. Vi sov hos en mand, der ikke kunne et ord engelsk, men han var noget så venlig. Han og vores guide tilberedte aftensmad til os – med dertilhørende risvin, som i øvrigt slår som en hammer. Efter maden valgte manden at sætte sig i en plastikstol i opholdsrummet, og så så vi ellers kinesisk film sammen. En nabokone, som tilhører en anden stamme end han, kom forbi og så med imens hun i skæret fra lommelygte broderede på en taske, som hun sikkert ville forsøge at sælge til turister, når hun blev færdig med den. Da de har hver deres rprog talte de sammen på vietnamesisk. To små børn – en dreng og hans lillesøster- fra landsbyen kom også forbi og de stod længe udenfor døren og kiggede ind med store helt sorte øjne. Pigen er noget af det kæreste, jeg længe har set – hun var fattig, beskidt – hendes sorte, pagelange hår var fedtet og uglet, næsen løb, øjnene var gruset til, og hendes beskidte olivengrønne velourbukser var revet hele vejen forfra og bagtil, og hun kunne ikke holde dem oppe, så de hang nede under hendes bare bagdel. Men hendes øjne var store og helt sorte, og hun kiggede nysgerrigt både på Jonas og jeg – men var ligeså meget optaget af den kineske film i fjernsynet. Hun endte med at falde i søvn i plastikstolen, så vores vært jagede dem hjme igen, og så tog hendes bror hende bag på ryggen og bar hende hjem. Dagen efter så vi dem igen gå rundt på må og få. Vores guide fortalte os senere, at de åbenbart havde stjålet en høne fra en af landmændene i nærheden.

ONE YEAR AGO…

SHIRT UP!

Da jeg var i Helsinki besøgte vi et kæmpe loppemarked, hvor jeg gjorde nogle gode (skjorte)kup. Den ternede skjorte er til Jonas og kostede 1 €, den gule stribede er fra Marimekko, og bliver så fin til foråret med røde læber og en sort, stram nederdel, den hvide faldt jeg for på grund af den fine krave, og den blå denim, har et lækkert klassisk snit.

Alt i alt kom jeg med 10 €. (og næste gang stryger jeg skjorterne inden jeg viser dem frem).

SNAPSHOTS FROM HELSINKI

1) Typiske lejlighedsbyggerier 2) Suomi! 3) Kiasma – Museum of Contemporary Art 4) Helsinki Katedral 5) Havnen 6) Saunaen 7) Fint skilt 8) 1 ud af 1000 søer 9) Skoven.

VISITING OUTI

I denne weekend drager jeg til Helsinki for at besøge min veninde Outi, som jeg mødte i Berlin. Kufferten er pakket med varme sweatere, praktiske sneaks og guld nederdel og høje støvletter for vi skal lidt af det hele: New Art Museum Kiasma, Valtteri loppemarked, Ice swimming og en tur i sauna. Derudover har jeg Sofi Oksanens “Renselse” og Erland Loe’s “Fakta om Finland” med i håndbagagen, så jeg kan komme i finsk stemning. Can’t wait! Mummi, Findlandia Vodka and Outi – here I come 🙂

Btw. Er jeg den eneste, som hader at pakke? Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Det tager mig altid enormt lang tid, og jeg får aldrig det rigtige med. Sko der ikke passer med noget, trøjer, jeg ikke har lyst til at tage på, kjoler, som ikke passer til festen og så videre. Dog får jeg altid pakket ca. 10.000 par trusser.

Har I nogle pakketricks? Det er noget med noget Mix n’ Match og at beslutte sig for, at det man tager med, tager man på. Tror jeg.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...